Smage og bæredygtighed
I år tog x’ernes søjledag afsæt i et oplæg om bæredygtighed og det miljømæssigt attraktive i, at vi dækker vores proteinbehov ved at spise bønner, visse grønsager, f.eks. rosenkål, og insekter i stedet for de kødtyper, vi traditionelt spiser, f.eks. fjerkræ og det meget miljøbelastende oksekød.
Snacktime
X’erne blev budt på delikatesserne melorme og unge græshopper. De var åbenbart ikke sultne og spiste derfor ikke op. Resterne fra elevernes rige bord endte på lærerværelset, hvor det også kneb med afsætningen. Enkelte lærere bed dog på, og de blev skuffede. Græshopperne var optøede og derfor ikke flæskesværssprøde. Smagsmæssigt var melormene præcist lige så kedelige, som man kunne forvente. Kan det problem løses?
Smag – og duft
Problemet med smagene kan måske løses ved at udnytte at smag og duft er nært forbundne? Og det er ret let at producere kunstige dufte. X’erne arbejdede med estere, frembragt ved kondensation, den kemiske proces som er en del af forklaringen på, at vine kommer til at smage godt – eller mindre godt. I tilgift til selve kondenseringen, kan man arbejde med estere på anden vis. Der var et vendespil, hvor esteres visuelle struktur skulle parres med dens kemiske navn. Og kunne x’erne overhovedet identificere forskellige dufte? Det var de ikke lige gode til. Kan vi forklare den forskel?
Bitterblind eller bittersensitiv?
Vi er alle mere eller mindre genetisk veludrustede, når det kommer til evnen til at smage bitterstoffer. Der er altså en grund til, at vi ikke alle er lige pjattede med rosenkål. Ved træning kan man øge sin bittertolerance, men bitterblinde har som udgangspunkt lettest ved at elske f.eks. rosenkål. X’erne delte sig forventeligt i rosenkålselskere og – hadere. Fra begge grupper blev der udtaget forsøgsdyr, som lagde krop til et mundskrab. På basis af det mundskrab kunne man finde ud af, hvor genetisk veludrustet det enkelte forsøgsdyr var. Der var god overensstemmelse mellem resultaterne af de to tilgange. Men var det en tilfældighed?
Test for tilfældighed
I et forsøg skulle x’erne undersøge, om de kunne adskille pepsi- fra coca cola. Hver x’er fik tre glas, to med den ene slags cola, det tredje med den anden slags. Derefter skulle ”afvigeren” udpeges. Hvis det er det rene gætværk, gætter forsøgspersonen kun rigtigt i et ud af tre tilfælde. Den hypotese blev testet op mod forsøgspersonernes gæt. Det viste sig heldigvis, at x’erne kunne identificere afvigerglasset, hypotesen kunne altså forkastes, og konklusionen blev, at x’erne faktisk kan smage forskel på pepsi- og coca cola.
Efter søjledag var det tid til evaluering (i plenum) og posering i skolegården. Dertil kommer søjlemiddagen, et anliggende mellem x’erne og drømmeudvalget.
