Et perfekt torsdagsforum

Torsdagsforum den 04. april var af allerbedste slags, den slags der er selve begrundelsen for, at vi har et torsdagsforum på CG. En halv time tætpakket med indhold. Var du til stede, kan du genopleve alle de skønne indslag i denne hjemmesidehistorie. Lå du syg derhjemme torsdag, griber du allerede nu en kleenex, så du kan tørre dine øjne, når du har læst dig til, hvad du gik glip af.

Vi indledte med at fællessynge Haveje. Skrevet af Jacob Haugaard, kendt fra Kim Larsens monsterhittende Midt om natten. Glimrende fremført af CGs elever, mens det stod mere skralt til med lærernes indsats i den call&response udgave, musiklærerne havde lagt op til.

Så efterlyste det selvbestaltede revyudvalg kreative sjæle, som vil være med til at lave årets revy. Udvalget brugte den næsten 10 år gamle traver ikarsten som appetizer og mindede om, hvor mange fede ting, man kan lave i dag – sammenlignet med dengang – i de gamle, gamle dage.

Caféudvalget tog ordet og mindede om, at det er vigtigt, at man tænker sig om til cafeer og fester. Formændene synes selv, at det er både naturligt og forventeligt, at medlemmerne af café- og festudvalgene går forrest for at sikre gode arrangementer. Men omvendt er det altså umuligt for enkeltpersoner at forhindre den graffiti og de tanketomme småødelæggelser, som for nylig har kostet CG en del penge. Penge som egentlig bare bliver skyllet direkte ud i lokummet. Pointen er, at opgaven kun kan løses af fællesskabet, ansvaret må nødvendigvis være kollektivt.

Caféudvalget efterlyste også nye formandskandidater.

KomUDvalget har snart længe været et forfrossent KomINDvalg, men nu beder udvalget om godt vejr. Allerede fredag 5.4 rykkede samvær, spil, saftevand og andet godt ud i skolegården.

Så var der reklame for CGs folketingsdag (10.04), hvor CG har et (dobbelt)arrangement med besøg af repræsentanter for de 12 partier, der er opstillingsberettigede til det kommende valg. Der er tre temaer til debat, hvert tema introduceres af en CGer: KlimaAsger introducerer ikke overraskende klima-temaet, Her-har-I-mig-igen elevrådsSofus kommer med et oplæg om udlændinge og Nicklas (kendt fra bingoudvalget) skaber afsættet for debatten om uddannelsesområdet.

Ordstyrerene mindede om, at de stadig savner sjove og opfindsomme ansøgninger fra 1.g’ere, der vil være næste skoleårs ordstyrere.

Da vi – næsten til sidst til slut – kom til ”sig det med torsdagsforum” var der skønne forårsdigte, der indvarsler en årstid gennemsyret af solstrejf og sommerdrømme samt forårsfår og slidsår, øhh?

Og så var der et fraværsgækkebrev stilet til en af CGs specialister i fraværssamtaler. Men det skal ikke være for let at gætte, hvem det er, der driver gæk. Derfor holder vi brevet tilbage indtil næste fredag.

Friluftsudvalget har arrangeret en weekendtur til det tredobbelte shelter i Gribskov. Afgang fra hovedbanegården lørdag 12.30: husk sovepose, liggeunderlag samt varmt og tørt tøj.

Og så havde vi gæster; vi havde besøg af en repræsentant fra Be Free Christiania – som holder gratis nonprofitarrangementer for unge hver torsdag og søndag 17-23 på Christiania. Først en omgang aktiviteter, så en omgang madlavning fx over bål – toppet med hyggeligt samvær.

Be Free havde taget nogle af deres venner med, Social Beingz. Manchesterband – om end den ene sanger kommer fra USA. De gav et catchy nummer med det hele, bl.a. fælles ”rollie, rollie” omkvæd, som forudsatte, at man mentalt kunne placere sig i det californiske solskinsvejr, cruisende rundt i en benzinslugende flyder – iklædt solbriller og kun en hånd på rattet.

De solgte sig selv godt og optræder i øvrigt på Be Free Roskildes ikke helt gratis (50 kr.) GADEPLAN 12. GETDOWN arrangement

Sidste indslag var 3.g’ernes Count Down, torsdag stod tælleren på 22.