GAMLE elever – til fest og i hverdagen

28.04 festede vi med gamle elever – og tidligere ansatte. Til spisning var der bl.a. en stor flok 10-års jubilarer og en gruppe 30-års jubilarer. Efter spisning kom mange flere til.

Og så var der selvfølgelig Pernille, som blev student i 1967.

Pernille fortalte levende om at være en student, der ikke gik op i karaktererne, men som blot skulle bruge eksamensbeviset som adgangsbillet til drømmestudiet. Studiet kom hun aldrig i gang med, men tilfældighed på tilfældighed førte hende gennem et langt, spændende og afvekslende arbejdsliv. Skøn historie!

Men det er ikke kun ved festlige lejligheder, vi lægger ører til gamle elevers (røver)historier. Vores beliggenhed i centrum af en arealmæssigt ret lille hovedstad gør, at mange gamle elever uddanner sig og arbejder ret kort fra CG. Og det udnytter vi selvfølgelig groft i hverdagen.

Vi har kontakt med mange tidligere elever, og de er søde til at komme og fortælle om deres liv efter CG – mens de stadig er så tæt på CGlivet, at de nuværende elever oplever det som et vedkommende supplement til den daglige undervisning. Den varetages jo af lærere, der, i elevernes øjne, er meget fjernt fra livet som gymnasieelev. Faktisk har vi til tider en mistanke om, at de tror, at alle lærere balancerer på gravens rand.

To eksempler, faget tysk er tilfældigvis omdrejningspunkt for begge, men det kunne sagtens være anderledes.

Sidste år blev Olav student fra CG, og han flyttede efterfølgende til Berlin. Vi har kommunikeret flittigt med Olav og har skrevet denne lille historie, Fra CG-land til TYSK-land, som viser, hvad det faglige kan bruges til efterfølgende.

Og vi har netop skrevet om tysk højreekstremisme & skinheadkultur i det tidligere DDR – et oplæg af Linn som blev student i 2011 og som skrev bachelorprojekt om emnet. I lighed med Olav på basis af et ophold i Tyskland.

Det er meget værdifuldt for os, at vi ikke bare til fest men også i hverdagen har den kontakt med tidligere CGere. At blive gammel elev er altså ikke nødvendigvis et endegyldigt farvel til CG, gamle elever fungerer ofte som en slags bro i forhold til post-CG-livet.