Når du skal aflevere skriftlige opgaver

Når du skal aflevere skriftlige opgaver

Som elev skal du løbende aflevere skriftlige opgaver. Ofte skal du både aflevere din opgave digitalt i lectio som en pdf-fil og desuden aflevere i printede eksemplarer på skolen.
Følg denne vejledning når du skal aflevere dine opgaver.

Hvis du skal printe på CG, så SKAL du overholde følgende

  • dokumentet skal være i .pdf format (Se nedenfor: Sådan laver du et .pdf dokument)
  • dokumentet må højst fylde 10 megabyte (Se nedenfor: ”Sådan ser du størrelsen på dit dokument” og ”Sådan laver du dokumentstørrelsen mindre”)
  • du skal komme i god tid – det er dit ansvar, at opgaven bliver afleveret rettidig

Sådan laver du et pdf-dokument

I fleste nyere tekstbehandlingsprogrammer (f.eks. Office 2010, 2013, 2016) kan man gemme sit dokument i forskellige formater – også i .pdf formatet. Det gør man typisk ved at vælge ”Gem som” og dernæst ændre eller vælge filtypen ”.pdf”.

Hvis dit tekstbehandlingsprogram ikke kan gøre ovenstående, findes der en række gratis software på nettet, som kan det samme. Eksempelvis kan Bullzip Free PDF Printer (www.bullzip.com) udskrive din opgave som et .pdf dokument.

Sådan ser du størrelsen (megabyte) på dit dokument

Den typiske måde at se størrelsen på din opgave er ved at højreklikke på selve opgaven og vælge ”Egenskaber” eller lignende. Her vil du kunne finde størrelsen på dokumentet.

Sådan laver du dokumentstørrelsen mindre

Hvis din opgave fylder mere end 10 MB (megabyte), er den typiske synder de billeder, du har i dokumentet. For at ændre størrelsen (megabyte) på billedet, er det ikke nok at trække billedet mindre i tekstbehandlingsprogrammet. Du skal reducere billedstørrelsen/-kvaliteten i et eksternt billedbehandlingsprogram. De nyere tekstbehandlingsprogrammer (fra Office 2010) har integreret en billedreduktionsfunktion, så du kan gøre det direkte i opgaven.