Vi omtaler hvert år musicalen her på CGs hjemmeside, men sidste år fik jeg den idé at skrive noget i retning af en anmeldelse. Jeg prøver noget lignende i år og beklager, at det er en meget lang tekst. Musicalarbejdet sætter altid gang i mine tanker. Tankerne i denne anmeldelse er altså i princippet udelukkende udtryk for min egne holdning, men jeg prøver undervejs at berøre nogle af problemstillinger, der knytter sig til musicalarbejdet på CG
Karsten Nissen Pedersen
Da jeg hørte, at CGs elever havde valgt at opsætte Bennys badekar som musical, tænkte jeg, at det var modigt. Jeg tænkte sågar, at det var en kende dumdristigt at pille ved noget, som mange af elevernes forældre har et personligt forhold til. De forældre, som jo udgør en stor del af publikum ved forestillingerne.
Selv om billedbogen bag filmen er fra 1969, så husker de fleste nok animationsfilmen fra 1971 bedre; filmen blev i øvrigt kulturkanoniseret i 2006. Det er fortællingen om et livsglad barn, der lever i et kvælende forstadsmiljø og – i videre perspektiv – om, at man skal huske barnet i sig selv.
Det var ikke et dumdristigt valg!
Det lykkedes de ca. 75 musicalaktive CGere at omplante et barns opvækst i en betonørken til en ung CGers opvækst i en verden, hvor det ydre fantasiforladte grå højhusmiljø er erstattet af et indre men ikke mindre tyngende forventningspres.
CGs elever kan og skal foretage mange valg, og derved betones det, at de i en vis grad er ansvarlige for egen succes, deres eget ”gode liv”. Men forventningspresset er ikke kun indre, der er også et ydre pres, udtrykt sprogligt som fx ”karakterbonus”, ”fremdrift”, ”fraværsregler” og ”karrierelæring”.
I musicalen manifesterede eleverne snedigt det ydre forventningspres ved at lade mor og veninde Dagnys venindesladder erstatte af en parmiddag, hvor mor og far (og Benny) kunne holde Benny og Bennys mange mangler op mod Dagny og mands perfekte søn, Troels.
Tilfældighedernes spil er forunderligt, idet CGs rektor sørme også hedder Troels, og han får således (vel hverken helt tilfældigt eller helt retfærdigt) en birolle i musicalen – som symbol på den perfekte ungdom, der lever op til alle forventninger.
Musicalopsætningen følger ret slavisk filmens forløb, men modsat filmen bukker Benny undervejs under for det forventningspres, han har internaliseret. Konsekvensen er, at han lægger låg på sine livsglade fantasier og næsten får taget livet af sin fantasiverden. Først til sidst i forestillingen lykkes det Benny at finde tilbage til glæden og fantasien.
Happy ending som i alle de øvrige CG musicals, jeg har set. Betryggende, at eleverne slipper mig og resten af publikum ud af salen uden ar på sjælen.
Tak for det!
Hvor Bennys port til fantasiens parallelverden findes i bunden af badekarret, er det måske selve arbejdet med musicalen, som er elevernes port til en mere meningsfuld og mindre forventningspresset hverdag? Det er måske selve musicalens berettigelse som del af CG livet?
Umiddelbart kan man tænke, at de kræfter, eleverne lægger i musicalarbejdet, kunne være anvendt bedre i den daglige undervisning. Det diskuterer vi hvert år på CG og formentlig også på alle andre gymnasier, hvor man har en musicaltradition. Det er en vigtig diskussion.
Jeg tænker, at musicalarbejdet måske lige netop er porten til det parallelunivers, som gør, at CGernes hverdagsliv hænger sammen, og at de kan motivere sig i forhold til det fagfaglige arbejde. Jeg tænker i øvrigt noget helt tilsvarende om elevråds- og udvalgsarbejde, engagement i OD, faglige konkurrencer, frivillige efter-skole-aktiviteter, etc.
Bennys badekar er resultatet af et samarbejde – helt uden lærerstyring i år. Samarbejdet går på tværs af klasser og årgange og er dermed med til at skabe sammenhængskraft på CG. Samarbejdet skal pinedød fungere, og det gør det ikke lettere, at der er så mange forskelligartede opgaver, som skal løses. I programmet kategoriserer eleverne selv deres arbejdsdeling: band, skuespil, kor, teknik, scenografi & kostume, dans, instruktører, manuskriptforfattere, plakatfoto og –tegning. Og så har de vist glemt, at der skal indkøbes (og slæbes) øl og vand, at barvagterne skal dækkes, at økonomien skal styres med hård hånd osv. osv. Og at det hele naturligvis skal fotodokumenteres. Tak for lån af billeder til fotograferne, se mange flere billeder på flikr.
Musicalen bliver altså kun til noget, hvis samarbejdet fungerer, og alle opgaver løses. Heri ligger der et opgør med den klassiske bureaukratiske tankegang, beskrevet af bl.a. Weber; en tankegang, som de fleste elever bliver præsenteret for i samfundsfagsundervisningen. Viften af opgaver kan i stedet ses som en specialisering, hvor den enkelte kun løser en eller nogle få af de opgaver, der skal løses. Derved skaber den førnævnte arbejdsdeling et indbyrdes afhængighedsforhold, en dynamisk solidaritet, som meget gerne skal komme til udtryk i, at alle får det, som Honneth kalder anerkendelse.
Retter man blikket mod §1 i Lov om de gymnasiale uddannelser, så er formålet ”…at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer…”
Jeg tænker, at i den optik bliver musicalarbejdet alment dannende og bibringer eleverne kompetencer, der er forudsætningen ikke alene for heldig gennemførelse af videregående uddannelse men også for efterfølgende virke på et højt specialiseret arbejdsmarked.
CGs bærende værdier er faglighed og demokrati. Demokratisk engagement i egen hverdag og fagligt engagement er hinandens forudsætninger. Er man med til at forme sin hverdag, er man mere motiveret fagligt. Er man fagligt velfunderet, er man en begavet samtalepartner i den demokratiske samtale. Det tror jeg på, og givet den sammenhæng, tror jeg altså samtidig på, at musicalarbejdet fremmer den tilegnelse af viden, som er nævnt i lovteksten.
Så arbejdet, der bliver lagt i musicalen, kan ikke ”bare” omsættes direkte til øget fagfaglig indsats. Musicalarbejdet, som strækker sig over fem måneder fra blid start til voldsom afslutning med seks forestillinger på fem dage, virker motiverende og bidrager derved til det fagfaglige udbytte, tænker jeg. Fagligt kan musicalarbejdet sågar forankre elevernes abstrakte forståelse af Weber og Honneth konkret.
Var det en god musical?
Jeg er forudsætningsløs i forhold til drama, sang og musik. Så for mig er musicalen vellykket af helt andre årsager. Selvfølgelig må hverken ører eller øjne bløde efter forestillingen, men det er noget helt andet, der er afgørende.
Jeg tænker som altid, at det er den bedste musical, jeg nogensinde har set. Så jeg giver seks stjerner til CG musical ’19. Måske er det sådan, at jeg hvert år kan finde noget begejstringsskabende nyt ved musicalen, noget som gør, at jeg føler mig beriget?
Som sædvanlig var der sang, musik, dans, skuespil, lys og farver. Lydsiden bestod af et udvalg af omarrangerede nyere danske sange, og da det viste sig, at der manglede to passende numre, så komponerende eleverne da bare selv to helt nye numre. Eksemplet er symptomatisk for hele tilgangen til arbejdet med musicalen: eleverne ved, at musicalen skal hænge sammen, derfor får de den til at hænge sammen. I afdelingen for overraskende nyt fandt jeg bl.a. papmache.
Aldrig har så få frembragt så meget i papmache
Næsten hele universet var bygget op i papmache, selv bandet indgik i kulissen, iklædt papmachehatte. Og koret var iklædt gevandter i en for mig ubestemmelig tanggrøn farve.
For mig må hver eneste musical nødvendigvis være bedre end alle de foregående. Nye detaljer og så det altovervejende succeskriterium: det lykkedes – igen – at få musicalen op at stå. Det er begejstringsskabende for mig. Kun hvis samarbejdet fejler, og musicalen derved ikke har værdi i forhold til formålet med den gymnasiale uddannelse, eleverne får på CG, bliver jeg skuffet og nærig med stjernerne.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at jeg nogensinde ender dér.
Så der er gode chancer for, at også CG Musical ’20 lever op til det bedste ved CGs musicaltradition og derfor får seks stjerner.
Jeg glæder mig allerede.
