Den første uge for de nystartede 1.g’ere på Christianshavns Gymnasium (CG) er gået med introforløb og stor aktivitet på skolen. Fredag den 14. august var ugens højdepunkt, hvor den festlige skolegård blev mere farverig end normalt. Hver klasse har sin egne farve og fyldte skolegården med opfindsom farverig mad, glade grin og spirende venskaber.
1.g’erne og deres tutorer sørgede for fede vibes og god energi. For CG er farvefesten en vigtig start for vores elever, hvor vi gerne vil vise, at det handler om at lære hinanden bedre at kende på en tryg og sjov måde. Vi ønsker, at de nystartede elever indleder gymnasietiden med en god oplevelse.
Herunder er et lille indblik i de farverige fælleskaber, lige fra klasse til lækkerier – lyserøde kager og sorte muffins, grønne friskbagte boller, lilla lagkage. Grobund for hyggelig snak på tværs af klasserne.
På CG lægger vi vægt på tidligt at etablere de klasse- og årgangssfælleskaber, der skal bære den enkelte elev gennem de tre gymnasieår. Det er således ikke uden grund, at vi lægger den i øvrigt alkolholfrie farvefest på den dag, hvor mange gymnasiers elever går til mere eller mindre løsslupne “puttefester”. På CG bruger vi i øvrigt ikke ordet “putte”, da vi lægger vægt på, at alle elever, 1. som 2. og 3.’ere er lige vigtige dele af det store CG-fællesskab, som eleverne udgør tilsammen. Vi har naturligvis ikke kendskab til alt, vores elever foretager sig. Men når vi spørger dem, så er det vores indtryk, at de prioriterer klassefællesskabet de første uger af deres CG-tid.















