374.000 til CG

CG sætter med nyt projekt endnu mere fokus på undervisning i klima, miljø og bæredygtighed

Børne- og Undervisningsministeriet har tildelt kr. 374.000 til Christianshavns Gymnasium mfl. så vi kan gennemføre projektet “Handlekompetence i forhold til de globale klima- og miljø og bæredygtighedsudfordringer”

Projektet går ud på at understøtte udviklingen af pædagogiske og didaktiske tilgange til undervisning i klima og miljø, herunder bæredygtighed, samt kompetenceløft for undervisere, der mangler værktøjerne til at undervise i disse emner.

Omdrejningspunktet for projektet er at eleverne får handlekompetencer, der hjælper dem til aktivt at kunne tage ansvar og deltage i løsning af klima-, miljø- og bæredygtighedsudfordringer.

Projektet der strækker over de næste to år sker i tæt samarbejde med gymnasiet Falkonergården og den grønne tænketank Concito. Dertil inddrages Rune Valentin Hansen og Jeppe Læssøe som netop har udgivet den relevante bog ”Handlekompetent: om at styrke elevers handlekompetence i en krisetid”.

Materialer og forløb som udvikles i projektet vil blive stillet til rådighed via skoles hjemmeside til inspiration for andre uddannelsesinstitutioner.