CG udveksler nu med La Sorbonne i Paris

I dette forårs uge 16 påbegyndte vi vores nye spændende udveksling med La Sorbonne, universitetet i Paris. Franskelever med fransk på A-niveau modtog danskstuderende fra La Sorbonne på CG. Det blev en uge med sprogligt og socialt samvær, der fik alle de unge til at mærke vigtigheden i kultur- og sprogudveksling.

CG’s nye kontakt og samarbejdspartner fra La Sorbonne er den danske sendelektor Sari Arent, der er tidligere CG-elev, og hun – som vi – ønsker årlig udveksling, hvor vores studerende/elever besøger hinanden både i Paris og i København, følger hinandens skolegang, skaber undervisning på tværs, både virtuel og fysisk, og mødes om kulturelle og sproglige fællesaktiviteter for at bygge venskaber på tværs af kulturer. Det særligt gode ved dette samarbejde er, at de unge er lige modne og ligeværdige i deres sprogtilegnelse (de franske unge i dansk og de danske unge i fransk), og at de alle dermed føler sig trygge og godt tilpas med at tale hinandens sprog og med at lade sig rette og vejlede af hinanden. Som en af vores elever har sagt: “Vi kunne godt forstå hinanden, og der var også en god stemning, så hvis man lavede en fejl, kunne man blive rettet på en måde, hvor man lærer.”

Ugens program med de franske bød på en meget dejlig velkomstmiddag og brætspilsaften på CG’s lærerværelse, hvor Sorbonne-eleverne, fransk A-eleverne og lærerne deltog. Sorbonne-eleverne deltog dagen efter både i 3a’s og i 1a’s undervisning. Samme dag fik de en historisk vandring på Christianshavn med vores historielektorGorm. Vi udviklede undervisningsforløb sammen og desuden en sproglig og kulturel fælles skattejagt rundt i København, hvor vi stødte på den gode Kierkegaard.

Sidste dag blev afholdt på Engerom, Institut for engelsk, germansk og romansk på KUA, hvor vi overværede franskundervisning og fik en aftale med lektor i fransk sprog og kultur, Jan Juhl Lindschouw om, at vi fremover kan komme med både Saris studerende og vores 3.g’ere og deltage i undervisningsforløb i et samarbejde om at rekruttere nye franskelever til uddannelsen på KUA.

Næste skoleår udveksler Fransk A-hæveholdet med La Sorbonne, og året efter bliver det den kommende 3.g Fransk A-studieretning (nuværende 1a), der tager afsted og modtager. Et berigende samarbejde allerede!