Mandag den 18. maj inviterer vi kommende elever og forældre til et informationsmøde om, hvordan du som elev på Christianshavns Gymnasium (CG) vælger din studieretning.
Arrangementet ligger i forlængelse af, at alle ansøgere får besked om foreløbig pladsreservation til fx et gymnasium, hvor man kan optages, hvis man opfylder optagelsesbetingelserne.
Hvis du kan optages på CG, får du svar om reservationen som digital post den 13. maj 2026. Informationsmødet er således rettet mod de elever, som kan optages på CG.
Arrangementet starter med en kort fælles præsentation i pigesalen (indgang fra skolegården, Prinsessegade 35). På grund af pladsforhold har vi delt mødetiden op i tre perioder: kl. 17.00, kl. 17.20 og kl. 17.40. I det brev, du modtager den 13. maj, vil du kunne se dit mødetidspunkt. Informationsmødet slutter kl. 19.30.
Program for arrangementet:
- Kort information om skolestarten med introprogram. Der vil komme mere information om dette i det endelige optagelsesbrev, du modtager sidst i juni.
- Orientering om proceduren for valget af studieretninger (se også nedenfor).
- Vi åbner for tilmeldingsformularen. NB. først mandag den 18. maj kl. 17.00. Her skal du prioritere dine ønskede studieretninger.
Rundt på skolen kan du derefter besøge vores mange studieretninger. Nuværende elever og lærere vil stå klar til at informere dig. Du vil både kunne besøge de enkelte studieretninger og få studievejledning og hjælp til valget af din studieretning.
Du kan læse mere om studieretningerne her på vores hjemmeside
På SoMe (Instagram og TikTok) kan du i øvrigt lade sig inspirere af de videoer, vores elever lavet om de enkelte studieretninger.
Lokaleoversigt
Hovedbygningen
Stueetagen
- Matematik A, Bioteknologi A (lokale 3, opgang B)
- Matematik A, Fysik B, Kemi B (lokale 4, opgang C)
1.sal
- Studievejledning (lærerværelset, opgang B)
2.sal
- Samfundsfag A, Engelsk A (lokale 9, opgang B)
- Samfundsfag A, Matematik A (lokale 10, opgang C)
- Engelsk A, Fransk A, Samfundsfag B (lokale 11, opgang B)
- Engelsk A, Tysk A, Samfundsfag B (lokale 12, opgang C)
- Engelsk A, Spansk A, Latin C (lokale 13, opgang B)
Fløjene
1.sal (fløjen mod Dronningensgade)
- Musik A, Engelsk A (lokale 21, opgang A)
- Musik A, Matematik A (lokale 21, opgang A)
1.sal (fløjen mod Prinsessegade)
- Biologi A, Kemi B (lokale 31, opgang D)
Skolegården, ringen
- Studievejledning
Når du skal vælge studieretning (forhåndtilkendegivelse)
Fokus på faglige interesser. Vi har erfaring for, at der er vigtigt, at du vælger med udgangspunkt i dine faglige interesser. Det er dit faglige engagement, der skal motivere dig, så du kommer godt gennem de tre gymnasieår. Vi har dårlige erfaringer med valg som er taget med udgangspunkt i, hvad andre vælger, faglige fravalg i stedet for tilvalg og forsøg på taktiske valg.
Obligatoriske fag. De obligatoriske fag er obligatoriske, og derfor skal du ikke have størst fokus på de fag, når du skal vælge studieretning.
Fælles for alle studieretninger er fagene almen sprogforståelse (grundforløbet), dansk, engelsk, historie, idræt, matematik, naturvidenskabeligt grundforløb (grundforløbet), oldtidskundskab, religion og samfundsfag. Fagene kan have forskelligt omfang afhængigt af studieretning. For nogle fags vedkommende er der senere mulighed for at løfte fagene, så man kommer op på et højere niveau end det obligatoriske. Yderligere fag kan være obligatoriske på enkelte studieretninger.
Inden starten på CG skal du foretage et valg, bekræfte et tidligere valg og udbygge et tidligere valg.
- Du skal vælge tre forskellige studieretninger (forhåndstilkendegivelse).
- Du har allerede valgt sprogfag (andet fremmedsprog), men du skal bekræfte dit valg.
- Du har også valgt kunstnerisk fag, men du skal bekræfte dit valg og prioritere yderligere to (i alt tre) kunstneriske fag.
I din forhåndstilkendegivelse skal du prioritere tre studieretninger, du er mest interesseret i. Du skal altså vælge tre forskellige studieretninger blandt de udbudte ti studieretninger. Men du skal også bekræfte dit tidligere valg mellem tre fremmedsprog (fransk, spansk og tysk). Du skal prioritere tre kunstneriske fag blandt de fem udbudte (billedkunst, design og arkitektur, drama, mediefag og musik). Det vil sige, at du skal bekræfte dit tidligere valg og tilføje yderligere to fag.
Studieretning. Når du vælger en studieretning, bestemmer valget, hvilke fag du får og/eller omfanget af fagene. Eksempelvis: Alle elever på CG har samfundsfag et, to eller tre år. Vælger du studieretningen Matematik-fysik-kemi har du et års samfundsfag. Vælger du studieretningen Samfundsfag-matematik, har du samfundsfag alle tre år. Fælles for disse to studieretninger er, at du har matematik alle tre år.
Sprogfag. Har du valgt (fortsætter)fransk eller (fortsætter)tysk, kan du fx vælge studieretningerne Fransk-engelsk-samfundsfag eller Tysk-engelsk-samfundsfag. Så har du det pågældende sprogfag alle tre år. I kombination med andre studieretninger (Spansk-engelsk-latin undtaget) betyder dit valg af fransk eller tysk, at du som udgangspunkt har sprogfaget i to år. Har du valgt sprogfaget (begynder)spansk, så kan du vælge mellem de fleste studieretninger. Du kan dog ikke have spansk på studieretningerne Fransk-engelsk-samfundsfag, Tysk-engelsk-samfundsfag og Samfundsfag-engelsk. Vælger du studieretningen Spansk-engelsk-latin, skal du have valgt spansk som sprogfag.
Der er altså en sammenhæng mellem valget af sprogfag og valget af studieretning. Du skal kontrollere, at dit tidligere valg af sprogfag passer sammen med dit valg af studieretning.
Kunstnerisk fag. Du skal prioritere tre af de fem kunstneriske fag. Overvejer du fx at vælge studieretningen Musik-matematik, skal du have valgt musik. Du kan ikke have et andet kunstnerisk fag på den studieretning. Man kan dog sagtens have fx musik på andre studieretninger end Musik-matematik og Musik-engelsk.
Der kan således være bindinger mellem valget af studieretning og valget af kunstnerisk fag. Du skal altså kontrollere, at dine valg af kunstneriske fag passer sammen med dit valg af studieretning.
Omvalg af sprogfag/kunstnerisk fag. Måske fungerer det sprogfag og/eller kunstneriske fag, du tidligere har valgt, ikke sammen med de studieretninger, du er interesseret i. Så skal du tage stilling til, om du skal kigge på andre studieretninger, eller om du er nødt til at ændre dit tidligere valg af sprogfag og/eller kunstnerisk fag. Under alle omstændigheder, skal du prioritere yderligere to kunstneriske fag.
Når du er godt i gang med din CG-tid, så skal du foretage yderligere valg.
Valgfag. Undervejs i dit gymnasieforløb skal du vælge mellem nogle valgfag. Det kan være, at du skal vælge fag, du ikke har haft før. Men der er også mulighed for at løfte visse fag fra C- til B-niveau eller fra B- til A-niveau. Dine valg er ikke helt fri; der er fx visse bindinger som konsekvens af dit valg af studieretning, sprogfag og kunstnerisk fag. Det er ikke alle valghold, der kan oprettes.