En af mange herlighedsværdier ved CG er den korte afstand til alskens institutioner, der er relevante ift. undervisningen. Fra CG er der fx sølle 2000 meter til Glyptotekets samling af skulpturer, som derfor kan være omdrejningspunkt for undervisningsforløb i oldtidskundskab.
Mange af skulpturerne er kendte og gennemfotograferede i bl.a. lærebøger.
Men nasoteket er noget for sig. Samlingen af næser er en fortælling om forskellige holdninger til restaureringen af antikkens skulpturer. Skal man rekonstruere afhuggede næser (og andre legemsdele)? Skal man male skulpturerne, så de fremstår med deres oprindelige farver?
Moden skifter, og på et tidspunkt gik man væk fra at udstyre skulpturerne med erstatningsnæser. Faktisk gik man så vidt, at man fjernede de allerede rekonstruerede næser. Men ingen grund til blot at kassere næserne. De er nu udstillet i nasoteket, og montren fortæller dermed en historie, der normalt ikke fylder så meget i lærebøgerne.
3.x – inkl. fastmonterede næser – stillede velvilligt op til gruppefoto foran samlingen af løse næser. Nogle 3.x’ere fremhævede sågar deres egne næser, og de er da pænere end stennæserne i montren! Skulpturnæser er ikke altid retvisende gengivelser af ægte næser, fx 3.x-næser. En anden tilsvarende pointe: en del skulpturer, der forestiller romerske kejsere, er en retoucheret virkelighed, der får kejserne til at fremstå smukkere og stærkere end forlægene af kød og blod.
3.x arbejdede også med antikkens arkitektur og skulle bl.a. lægge puslespil – et hjørneparti af tempelgengivelsen i Glyptotekets centrale sal. 3.x’erne har stensikkert slynget om sig med søjle-relevante fagbetegnelser:
Gider du række mig tympanon-brikken?
Ej altså, stylobat-brikken er byttet om med arkitrav-brikken…
