Bid til udvalgs-bolle

Det en hektisk fredag (27.09) i dag. Elevudvalgene har tilført skoledagen masser af alternativt indhold – ren bonus.

Miljøbevidste brusebadsboller

Go’morgenbolle-udvalget lagde hårdt ud i dag. Allerede 7.30 stod dørene i pigesalen på vid gab. Så kunne både de morgenfriske og morgen-knap-så-friske finde vej til nybagte brusebadsboller, kaffe og nyheder på storskærm.

Udvalgsmedlemmerne lader bolledejen koldhæve natten over, og bollerne bages om morgenen. Det er en fantastisk løsning, når man har fået den idé, at CGs elever skal mødes fredag morgen for i fællesskab at sige pænt ”godmorgen” til hinanden. I dag dukkede der 40+ op. De havde alle overvundet stærke dyners omklamrende greb for fordel for kvalitetstid på CG.

Mijøbevidstheden ligger i, at go’morgenbolle-bagerne naturligvis sparer på vand og varme ved at tage ultrakorte brusebade. Derfor fik bollerne ikke lov til at efterhæve og bage til fuld højde. Heldigvis smagte de godt.

Så KOM dog IND i kampen

Pigesalen fik lov til at puste ud et par timer, inden Kom-ud-valget tog konsekvensen af vejret og gik ind. De, der tog kom-ind-valget, indtog saftevand og tørre kiks, så de kunne holde blodsukkeret oppe og hovedet koldt, mens de udkæmpede drabelige backgammonslag.

Fest + Lopper = LoppeFest

På samme tid solgte Festudvalget billetter til aftenens temafest. Temaet er valgt af eleverne selv – efter en afstemning, der faldt ud til fordel for et Barbie og Ken tema. Det kan man læse mere om i den eventbeskrivelse, Festudvalget har lavet. Det fremgår også, at kaffe og saftevand er udskiftet med cider og sodavand. Og der er måske også enkelte, der vælger at indtage en øl eller to. Igen må den stakkels pigesal stå for skud!

I øvrigt er det binære kønssyn bag Barbie og Ken til voldsom debat for tiden, og når selv Matel lancerer en design-selv-kønsneutral dukkekollektion, så er det naturligvis lige så oplagt, at aftenens festdeltagere kan fortolke Barbie og Ken, som de vil.

Ved siden af festudvalgets billetsalg sad LoppeRingen, en undergruppe under Klimaudvalget og solgte stande til kommende torsdags loppemarked i skolegården – pigesalen får fred, medmindre det regner! Overskuddet fra standesalget tilfalder Operation Dagsværk (OD), så OD-udvalget har allerede fået penge i OD-kassen, inden selve OD-dagen.

Udvalgsglæde

Det gælder naturligvis for CGs elever, men også for CGs ansatte, at disse og mange andre begavede og småskøre tiltag er med til at bekræfte værdien af at være en del af CG-kulturen.  Myrianden af faste og ad hoc udvalg er en del af herlighedsværdien ved CG. Udvalgene sørger for at binde den faglige skemalagte undervisning sammen med det liv, CGerne har uden for klasselokaler og – mere generelt – CG.

Bag selv brusebadsboller

Det er vel efterhånden flere generationer, som er vokset op med et kendskab til brusebadsbollen. De er kendt fra de små hæfter, Karolines Køkken udgav i en fjern fortid. Men opskriften på brusebadsboller findes også på et utal af internetbaserede platforme, fx hjemmesiden som drives af de nuværende ejere af brandet Karoline.

 


Kategori: Nyhed 2019-20

Tags: