CG filmfestival

CGs mediefagsundervisning resulterer naturligvis i mediefagsproduktioner. Der er bare ikke meget ved blot at producere for en enkelt lærer og – måske – en enkelt censor.

Det er produktion til skrivebordsskuffe.

Hvad er produktioner egentlig uden publikum?

Omvendt er der mange grunde til, at vi ikke bare kan lade alle produktionerne flyde frit. Derfor har mediefagseleverne aftalt, at de afholder en intern virtuel filmfestival for sig selv og hinanden.

Det giver mulighed for, at man kan stemme.

Som i andre konkurrencer er der en publikumspris og en vinder, der er udpeget af en lærerjury.

Publikumsprisen gik til en aktivistisk film om de mange forskellige kulturperler i København, fx Søndermarken, Natasjas grav og Varmings ”penalhus”. Først til slut afsløres det, at filmens budskab er, at mediefagstemplet Palads skal bevares. Vi skal passe på perlerne, det er ikke givet, at de er der.

Juryen faldt for en film af en vores elever, der personificerer et dansk-fransk kulturmøde. Trods fransk baggrund og opvækst har eleven taget sin studentereksamen på danske CG. Kulturmødet gennemsyrer filmen og kommer blandt andet til udtryk i, at en skive dansk franskbrød skæres på Raadvads danske designikon. På brødet skal der traditionel fransk Terrine de Campagne, som er et niveau over den klassiske danske leverpostej. Dansk brød med fransk postej – så kan kulturmøder vist ikke blive mere konkrete.