Det er i dag et vejr…

Vi er næsten gennem første uge med et mennesketomt CG. Men CG er stadig. Nu som virtuel konstruktion.

Gode og dårlige indtryk er mange, de står i så tæt kø, at de snubler over hinanden.

Det kan gøre op i tal, fx er fraværet nærmest forbavsende lavt. Men der er også kvalitative udsagn, der afdækker status quo. Og dét, vi skal tænke over. Fx hvis vi vil opretholde det lave fravær.

Flere grupper af elever har har fanget dilemmaerne i deres meget konstruktive evalueringer, der kan sammenfattes som følger:

Det starter godt med en konstatering af, at undervisningen har været rigtig velfungerende, at informationerne har været klare. Derefter det ildevarslende “men” efterfulgt af en konstatering af, at ”nogle af ulemperne er begyndt at vise sig”.

Virtuel undervisning er udmattende, og eleverne peger på at ”tempoet skal sættes væsentligt ned” – der skal være “mere undervisning som er nemmere at håndtere fx podcasts, film og andet, som ikke nødvendigvis handler om en række opgaver, der skal afleveres, inden timen er ovre.”

Eleverne opfordrer således til justeringer, så det indlysende behov – for at vi skaber forpligtende indhold – ikke kommer til at fylde for meget for: ”Skolen skal ikke blive en ting, vi stresser over i disse tider”; skolen skal være ”et rart og velfungerende sted.”

Der har naturligvis været utallige tekniske udfordringer, men det nævner eleverne slet ikke i deres evalueringer. Det fylder mere for lærerne, der er meget afhængige af, at alt virker – hvis ikke timerne skal “gå op i hat og briller”.

Er det så det eneste, der fylder på lærerside? Nej, flere lærere har i forskellige sammenhænge ytret, at de ”savner at være i klassen med eleverne”. En lærer uddyber: Jeg ”…savner at kunne aflæse flygtig mimik og kropssprog, usikkerheder og spørgsmål, der bremses af forlegenhed…”

Og det er måske det, der gør det vanskeligt at finde den rette balance? Alle lærere kan “mærke”, når en klasse er mentalt udmattet, og så tilpasser man undervisningen.

På samme måde kan eleverne tale sammen i frikvarterne, hanke op i hinanden og nå frem til, at der er ved at “gå grønsag i den” – og det kan klassen så vende med læreren. Ganske som lærere og elever ikke kan mærke hinanden virtuelt, så kan eleverne ikke mærke hinanden.

Det er naturligvis ikke synderligt overraskende. Det vigtige er, at vi skal justere hele tiden – og huske det, vi lærer. Ingen tvivl om, at der kan komme meget godt ud af tiden med et virtuelt CG!

Vores afsluttende konklusion er, at “her går det godt”, en del bedre end vi havde forventet – selv i vores mest optimistiske øjeblikke. 

Det fejrer vi med den skønne forårssang, 3n har lavet til os. Det er i dag et vejr..