I historie har 2b gennem et stykke tid været deltidsrenæssancemennesker, og det kulminerede med to timers gruppefremlæggelser (ud fra plancher) om fremtrædende italienske personligheder, der havde deres virke i det, som Burchardt (og mange italienere, naturligvis) gerne vil se som en særskilt glansperiode.
Som studiecenterleder og webredaktør blev jeg, Karsten Nissen Pedersen, tilkaldt og fik rollen som uvildig dommer. Jeg skulle vælge bedste planche og udpege bedste præsentation. Det er notorisk vanskeligt at kåre vindere, hvis vi udelukkende fokuserer på den ene af CGs bærende værdier, fællesskabet. Men faglighed er en lige så vigtig bærende værdi, og et fokus på fællesskab udelukker ikke, at vi kan anerkende det fagligt imponerede; fællesskab handler ikke om at finde en laveste faglig fællesnævner. Fællesskab handler om, at alle gør sig fagligt umage, fællesskab handler om, at der skal være plads til og accept af forskellig faglig formåen.
Valget af vindere vil altid være udtryk for skøn. I en vis forstand er det som at vælge mellem de personer og værker, grupperne præsenterede. Er Machiavelli vigtigere og bedre end da Vinci?
Men hvad fik jeg ud af to timers samvær med 2b?
At fastlægge renæssancen som en periode har, som alle periodiseringer, sine styrker og svagheder, og måske er det mere hensigtsmæssigt at se renæssancen som en del af middelalderen? En senmiddelalder, der er karakteriseret ved at være en brydningstid? Jeg fandt ud af, at klassen skal kigge nærmere på den pointe i deres kommende forløb om middelalderen. Det forløb er en nødvendig forudsætning for, at klassen kan få fuldt fagligt udbytte af forårets studierejse til Barcelona.
Set som brydningstid kan den italienske renæssance undersøges ved at fokusere på nogle af datidens superstjerner. Hver gruppe har således beskæftiget sig med en af superstjernerne og et værk (bog, skulptur, maleri eller sågar en tanke), der illustrerer de brydninger, der karakteriserer perioden.
Jeg hørte om Medici-familien og dens held med at udnytte brudfladen mellem subsistens- og pengeøkonomi, familiens virke som mæcener og det direkte aftryk familien har afsat på Firenzes skyline.
En anden gruppe fortalte om Machiavelli og hans lidt skræmmende mesterværk, Fyrsten. Historikere fniser ofte nervøst, når man spørger, hvad man kan lære af historien. Men hvis vi vil, så kan historien hjælpe os til at genkende sammenhænge, og den genkendelse kan vi omsætte til handling. Mere af det, der har vist sig at virke; mindre af det, der viste sig at være dumt eller direkte uacceptabelt!
Gruppen fremhævede i overensstemmelse hermed, at Machiavellis tanker kan genkendes i den klassiske realisme – en teoriretning inden for international politik, hvor der er fokus på statens overlevelse frem for hensynet til individet. En brydning!
Nå ja, den kynisme genkender man i teksterne hos nogle af nutidens superstjerner, fx rapperen 2Pac, der i en periode gik under kunstnernavnet Makiveli – en direkte reference, fortalte gruppen.
Så hørte jeg om videnskabsmanden Galilei, der agerede i minefeltet mellem kirke og videnskab. Og om maleren Francesca, der havde begyndende styr på proportioner og perspektiv, men som stadig var et stykke vej fra at frigøre sig fra kirkens indflydelse. Bl.a. blev Jesu fødsel antydet symbolsk – som en åbning i den gravide Marias kjole – i maleriet Madonna del parto
Det retvisende trådte fuldt frem hos da Vinci, Michelangelo og Rafael. Men selv de kunstnere måtte træde varsomt, fx blev Michelangelos skulpturer mere tildækkede med tiden, og over årene mistede han sågar noget af troen på sig selv og sin kunst.
Gruppen, der fortalte om Rafael, havde fokus på værket ”Skolen i Athen”. Fresken er et typisk eksempel på renæssancens optagethed af antikken. Men tvistet på en måde, der illustrerer brydningerne i renæssancen. Som tilhænger af det heliocentriske verdensbillede, kigger Platon op, mens entocentriske Aristoteles kigger ned. Og mange af antikkens vigtigste filosoffer ligner i betænkelig grad Rafaels samtidige; han har sågar fået sig selv med på billedet. Renæssanceselfie, tænkte jeg? Det fokus på individets egen formåen er tidstypisk.
Hvem vandt? Det er ikke så vigtigt! Men det er er let at pege på det gode ved plancher og fremlæggelser:
Indholdet på en planche skal være udvalgt og velvalgt. Opsætningen skal være logisk og skal understøtte præsentationen. Præsentationen skal følge planchens struktur. Pointerne skal fremgå tydeligt. Man skal øve sig og være nærværende.
Og en ting er helt sikker: det er altid spændende at høre, hvad en klasse som 2b fremhæver som vigtigt ved renæssancen og renæssancens superstjerner.
Det flytter min forforståelse. Tak 2b.
