For en hel årgang kulminerede tre år på CG i de sidste junidage. Studenterdagene er i første omgang de tre dage, mandag, tirsdag og onsdag, hvor 3g’erne er til deres sidste eksamener og får huer på.
Inden da havde vi læseferien, som fulgte efter sidste skoledag (åbner i nyt vindue), som ikke blev markeret med karamelkast i år men med is-spisning.
Torsdag er normalt hviledag for studenterne, så de kan møde tidligt og veloplagte op til selve translokationen, fredag. Det er dagen, hvor CGs elever kører i vogn.
Men det handler jo om at blive student. Nogle bliver studenter som de første, andre som de sidste. De tre første CG STUDENTER 2021 var Clea, Ellen og Marie, som har givet os lov til at flashe dem her på hjemmesiden – iklædt ny hovedbeklædning og boblende livsglæde.
Derefter fulgte yderligere 245, inden de sidste to huer blev sat på hovederne af Ursula og Markus onsdag 13.30.
Markus fangede vi faktisk i såvel en ”før” som en ”efter” udgave. Efter-Markus er selvfølgelig lettet og forløst. Men mellem før og efter har der været et mellemmenneskeligt møde. Muligvis er det en god corona-lære, at mellemmenneskelige møder, selv eksamener, skal værdsættes i højere grad? I Markus’ tilfælde kan man ret tydeligt se, at mødet gjorde en forskel. Fra knuget til flyvende. Mindre kan naturligvis gøre det.
På dagen, hvor de sidste studenter blev studenter, afholdt vi en kortvarig men intim huereception, der erstattede dette års huefest. 3.g’ere og lærere sagde pænt farvel til hinanden.
Coronarestriktioner *suk* gjorde, at vi måtte dele CGs translokation (åbner i nyt vindue) i to fredag (25.6). Det var studenternes sidste dag på CG med noget, der ligner mødepligt. Det er i øvrigt en dag, hvor fraværsprocenten er bemærkelsesværdig lav.
Fortællingen kulminerer naturligvis med selve translokationen med det sædvanlige program. Og dog. 04.03 fredag morgen var der en del, der fik en besked i app’en, Smittestop. En elev i 3c var testet positiv, og desværre havde klassen været samlet torsdag aften. Derfor er der en tom bænk.
På CG både håber vi på og regner med, at der naturligvis er en vej for klassen, så der også bliver en vogntur for 3c rundt i de københavnske gader.
Lidt vildt vendte det Milles perspektiv helt på hovedet.
Mille har været smittet og isoleret fra klassen og kunne derfor overvære dele af translokationen fra nabogrunden, idet hendes isolation udløb midt i translokationen. Mille var altså den eneste fra 3c, der overværede årets translokation. Gennem hegnet. Og det rejser jo det et fundamentalt spørgsmål: Hvem er egentlig inde, og hvem er ude? Hegnet er den forskel, der muliggør iagttagelsen. Mille var inde, selv da hun var ude.
Undervejs uddelte vi tre legater. Lektor Bjørns rejselegat gik til Clara (3e), der har ydet en utrættelig indsats bl.a. for Røde Kors’ internationale arbejde (åbner i nyt vindue).
Rektor Bøhs legat gik til en elev, der måske er det nærmeste, vi har været på at have en cirkushest på CG. Duften af savsmuld gør noget ved Ilia, Die Ilia, som altid har performet på højeste niveau, når det er påkrævet. I alle mulige og umulige sammenhænge.
Man kan også påkalde sig opmærksomhed på anden vis. Laurits er gået mere stille med det; men vi har ikke kunnet undgå at bemærke Laurits’ overskud og villighed til venligt at hjælpe andre. I egen klasse og alskens andre sammenhænge.
Så var der taler, rektor Troels’ translokationstale (åbner i nyt vindue) samt elevtalen af Johanne og Rosa. Og der var elevoptrædender, og det sidste var fællesfarvelsangen, som er Kim Larsens De smukke unge mennesker.
Til sidst forlod vognene CG, og roen sænkede sig.
Tak for i år.
