Sune, sejlskib og naturvin

I CGs vision vil vi gerne se os selv som globale christianshavnere, men visioner er jo bare ord. Ordene skal udmønte sig i handling for at give mening. Og vi behøver ikke gøre det vanskeligere end højest nødvendigt. Hvis vi er nærværende og vipper næsen bare en lille smule i vejret, er der ofte noget globalt at komme efter på Christianshavn.

Mandag lå det det gode sejlskib Nordlys fortøjet ved Islands brygge, få meter fra Knippelsbro, hvorfra Rosforth & Rosforth styrer deres import og salg af vine. Skibet var ladet med 7000 flasker naturvin fra Loire, og Sune – den unge Rosforth – er student fra CG, årgang ´92.

Uden på nogen måde at gøre en stor sag ud af det, fik 3y, som har biologi på A-niveau, lov til at overvære losningen. Klassen brugte en lille time ved og på skibet og fik en masse at vide om naturvin. Det er vin, som er fremstillet helt uden brug af kemikalier. Naturligvis med enkelte undtagelser, f.eks. må man gerne bruge sæbe, inden man giver sig til at fodpresse druer.

Midt i besøget blev CGerne i øvrigt helt naturligt og afslappet sat til at hjælpe med at sætte mærkater på vinflaskerne og pakke dem i kasser. De stiftede også bekendtskab med indholdet, for pludselig stod Pontus Elofssons og trak flasker op. Han har været chefsommelier på Noma og har skrevet bogen med den måske lidt skræmmende titel, ”På Noma får man vin med klumper”. Nu arbejder han sammen med Sune; det kan man læse meget mere om i en artikel fra 2015 i Vinbladet.

Mere præcist vil det sige, at han arbejder sammen med Sune, når han ikke trækker flasker op og byder de af CGs elever som sagde “ja, tak” på en (lille) smagsprøve. Ideen er, at når eleverne smager vinen (Poussiére de lune), så bliver de ikke bare fyldt med tomme ord om vin. De kan genkende ordene i vinen.

Der er sikkert ikke mange vininteresserede, der ville sige “nej” til det, 3y blev udsat for. Men i forhold til undervisningen fungerer besøget ikke bare som en slentretur i det solbeskinnede sensommerKøbenhavn. Besøget skal fungere som en hukommelseskrog, klassen kan vende tilbage til, når de fremover skal beskæftige sig med de biologiske aspekter af vinproduktion, konsekvenserne af brug af pesticider i landbrugsproduktion osv.

Der er mindst endnu et relevant aspekt i forhold til undervisningen. Nordlys er et sejlskib, hvilket gør, at transporten er tættere på at være bæredygtig end konventionel transport er. Vi spurgte Sune, hvor skibet sejler hen fra Christianshavn. Turen går direkte sydpå, så der er altså ikke tale om en moderne udgave af den trekantshandel, som alle CGere hører om i historie, og som førte til grundlæggelsen af Christianshavn for 401 år siden – ved starten på den florissante periode.

Med trekanthandlen in mente, var det nærliggende at spørge Sune, hvad skibet sejler med på vejen sydover. Sune var ærlig og vist lidt ærgerlig, da han fortalte, at det er en udfordring at få lasten fyldt. Indtil videre er det mest tomme flasker, skibet medbringer. Dog ikke almindelige flasker men derimod nogle af de værdifulde treliters jeroboam-flasker, som noget af den importerede vin har været tappet på. På førstkommende tur er der dog også en ladning Frederiksdal kirsebærvin  i lasten. Den globale lancering af det danske produkt er dog lidt en gambling, for Sune erkendte, at der endnu ikke var fundet købere.

Størsteparten af undervisningen på CG er klasseundervisning, men vi har erfaring for, at en variation i undervisningsformer virker motiverende. Det er motivationen, der driver værket. Det gælder forhåbentlig også for de valg, CGs studenter træffer sidenhen i livet.

Her er Sune på samme tid et godt og et frygteligt eksempel. Ingen tvivl om at motivationen har haft meget at sige i hans karriere siden CG tiden. Skønt!

Men han også er et frygteligt eksempel, da han på ingen måde har levet op til nutidens forventninger om hurtig overgang til videregående uddannelse. Sune har uddannet og dygtiggjort sig i Frankrig men på en måde, som ikke just afspejler en strømlinet karriereplan.