På CG sker der hvert år nye ting, og året 2025 er ingen undtagelse. Rektor Troels Vang Andersen har med bemærkningen “hellere lidt for tidligt end lidt for sent” besluttet at gå på pension med udgangen af november. Som Troels har skrevet ud til alle elever og ansatte, bliver det en stor forandring for ham:
Jeg tænker samtidig, at det i forhold til CG er et godt tidspunkt at stoppe på: Mange spændende og udfordrende ting skal ske på CG og i ungdomsuddannelsessystemet i de kommende år. Bl.a. begynder vi sikkert inden så længe at forberede en ny gymnasiereform, som forventeligt starter i 2030. Den vil jeg under ingen omstændigheder kunne nå at implementere.
Der er ingen tvivl om, at det, jeg kommer til at savne mest i min ”nye tilværelse”, bliver at være sammen med alle jer energiske unge samt CG’s lærere og andre ansatte! Men nu skal det altså være! En stor forandring i mit eget liv, som jeg ser frem til med spænding.
I skal ikke regne med, at jeg gearer ned de kommende måneder – jeg skal nok hænge i med engagement og godt humør, indtil der forventeligt er ansat en ny rektor, som starter den 1. december.
På gangene og i skolegården går snakken livligt. På et veldrevet traditionsrigt gymnasium kan forandringer virke skræmmende. Men samtidig giver den nye begyndelse os alle en enestående mulighed for aktivt at overveje det, vi gør. Det er i positiv forventning om, at gen- og nytænkning kan føre til forandringer, der gør et godt gymnasium endnu bedre.
I samarbejde med rekrutteringsfirmaet Muusmann har vi nu opslået rektorstillingen (åbner i nyt vindue). Send gerne opslaget til en god kandidat, som kan føre vores gymnasium godt videre fra 1. december. Læs også stillings- og kompetenceprofilen (.pdf. åbner i nyt vindue).