Hvis man – helt fejlagtigt – har tendens til at se nutidens unge som uopdragne lømler, så kan mismodet måske holdes stangen med denne opbyggelige historie.
Det er er snart en rum tid siden, vi afholdt CG Galla ´18 i kulde og mørke. En tid efter dukkede der et skønt cykelhjælperbrev op i den anonyme ”sig det med torsdagsforum” brevkasse.
Hvis man har brug for hjælp, er det rimeligt at bede om hjælp. Beder man om hjælp, er det rimeligt at forvente, at man får hjælp. Får man hjælp, er det rimeligt at sige ”tak”. Men at skrive et cykelhjælperbrev er mere, end man rimeligt kan forvente.
Til gengæld er det rimeligt at lade det få konsekvenser for synet på ungdommen. Det er ikke slut med hjælpsomheden blandt nutidens CGere. Og der er CGere, som gør en ekstra indsats for at anerkende hjælpsomheden.
Såvel cykelkædehjælper som cykelkædehjælperbrevskriver fortjener anerkendelse!
Kære cykelkædehjælper
Jeg ved, det er lang tid siden, det var galla, men jeg vil altså gerne sige tak igen alligevel. Jeg ved ikke, hvad du hedder eller noget, så jeg håber, du er her til torsdagsforum.
Jeg fortæller lige, hvad du gjorde, så andre forstår det: galla var slut, og min krop var træt (men glad). Jeg havde tidligere på aftenen trodset isvind og skøjtebane på cykelstierne for at kunne cykle hjem netop nu.
Men da jeg skulle til at cykle, opdagede jeg, at min kæde var faldet af.
MEGA NEDTUR
Så spurgte jeg nogle, om de ville hjælpe mig (efter at have prøvet selv). Du (cykelkædehjælper) sagde JA. Du kæmpede i megalang tid, selvom jeg sagde, jeg sagtens kunne gå hjem. Dine hænder blev helt sorte af olie. Til sidst måtte du give op. Helt fair!
For ved du hvad?
Min far kunne heller ikke, og cykelhandleren sagde, kæden var knækket.
Undskyld det blev så langt
Kys og kram
Mig med cyklen
