Idrætsdag og -fest

Til hverdag er det næsten ligegyldigt, men der er årligt tilbagevendende CG-højdepunkter, hvor vi kigger nervøst opad. Vejret skal helt være med os. Det gælder dagen over dem alle, translokationen, men sandelig også dagen hvor vi afvikler vores idrætsdag og -fest.

Det er en vigtig dag for os, da de nystartede 1.g’ere skal introduceres til nogle af vores mange CG traditioner. Det er en sjov og lidt gakket dag for alle, og derfor ser alle CGere frem til dagen.

Fra morgenstunden mødes alle i Sundby Idrætspark. CGs 28 klasser og et lærerhold konkurrerer mod hinanden. Disciplinerne er badminton, volleyball, høvdingebold, ultimate, fodbold, skigang, stolegang, sjipning og stafet. 3.g’erne har tradition for at klæde sig ud, hver klasse sit tema. Men om man er udklædt eller ej, klasserne vil vinde. Og det vil lærerholdet også, men…

Efter idrætsdag kommer idrætsfest. Her er alle årgange på banen. Klasserne vælger hvert et tema. Det  er ikke nok med udklædning, temaet skal “opføres” – i CGs skolegård. Målgruppen er lærerne, der sidder ved et langbord. Et antal lærere sidder i dommerkomiteen og kårer årets tema.

Nedenfor et udvalg af kommenterede billeder. Hjemmesider er tunge af arbejde med, og derfor indfanger vi i stadig højere grad hverdagslivet på vores sociale medier, Facebook og Instagram, begge åbner i nye vinduer.