CG og Christianshavn
Christianshavns Gymnasium – CG i daglig tale – er uddannelsessted og arbejdsplads for omkring 770 elever og 100 ansatte. Skolen rummer 28 klasser, og på hver årgang er der omkring 10 studieretninger inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab, sprog og kunstneriske fag. CG ligger i hjertet af et meget stemningsfuldt og historisk kvarter, og vi er selv med til at præge Christianshavn.
Som ungdomsuddannelse i Prinsessegade er vi beliggende ved en af kvarterets hovedfærdselsårer, der leder forbi vores naboer på Christianshavns Skole, Christiania og Vor Frelsers Kirke, og som fører videre ud på Holmen til kunstneriske uddannelser som Arkitektskolen, Rytmisk Musikkonservatorium og Filmskolen. Gymnasiet ligger samtidig i centrum af København, hvilket giver os optimale muligheder for at samarbejde med forskere, meningsdannere og internationale institutioner.
CG er på vej mod de 100 år. Bygningerne bærer kvarterets historie i sig. Hovedbygningen blev først opført til undervisning af grundskoleelever i midten af 1800-tallet. Vores anneksbygning, ”Fabrikken”, har tidligere været både fajancefabrik og tobaksfabrik. Siden CG blev selvejende i 2007, har vi gennem talrige ombygninger fastholdt den historiske charme, men samtidig bragt bygningerne op på et tidssvarende niveau.
CG er en skole fyldt med traditioner, som alle vi elever og ansatte har travlt med at udvikle. Et af skolens særkender er de mange, meget aktive elever, som engagerer sig i CG’s udvalg og faglige tilbud af kunstnerisk og anden karakter. Dette engagement ligger i fin forlængelse af vores værdier og vision. Vi ønsker et miljø præget af samtaler, hvor man opsøger og respekterer viden og indsigt, fremfører sine argumenter, lytter til og diskuterer andres argumenter. Det forudsætter gensidig tillid, opmærksomhed og fordomsfrihed, og det forsøger vi at skabe på CG!
Vil du vide mere om Christianshavn?
Herunder kan du finde relevante links om Christianshavn:
Bydelsavisen “Christianshavneren”
Christianshavns Kvarter – nyheder og film
Christianshavns Lokalhistoriske arkiv
Christianshavns Lokalråd (opdateres ikke, men der er meget spændende indhold)
kbhbilleder – billedsamling (søg fx på Christianshavn)