Clara og Røde Kors – indsamling ´19

Clara (2e) er en af flere Røde Kors ambassadører på CG. Derfor har hun været i Libanon – for at se hvad Røde Kors bruger penge på. Det fortæller hun om her – i billeder og ord. Men inden da:

CGere har en lang tradition for at yde en indsats for andre. På Operation Dagsværk dagen arbejder CGerne sig til støttekroner. Men på Røde Kors´ indsamlingsdag, 6. oktober, er opgaven at indsamle andres penge. Men det bliver naturligvis kun til noget, hvis der er indsamlere.

CG er fast inventar i toppen af listen over gymnasier, der stiller med flest indsamlere. Det er naturligvis belønning nok, at man gør noget godt for andre. Hvis man så samtidig gør noget for sig selv, bliver det måske endnu mere tillokkende at yde en indsats for andre. Røde Kors lokker med et lod i en lodtrækningshat – for de gymnasier, der stiller med flest indsamlere. Er man heldig nok, så er gevinsten en koncert med GILLI.

Ordet over til Clara:

Hejsa alle sammen! ❤️

Mit navn er Clara, og jeg går i 2e. Jeg var været på en utrolig spændende og rørende tur til Libanon. Det var jeg som gymnasieambassadør på Christianshavns Gymnasium for Røde Kors.

Formålet var, at vi skulle se og opleve Libanesisk Røde Kors’ arbejde i landet. Vi startede med at besøge en sommerlejr for lokale børn mellem 8-14 år, der, gennem leg og kreativitet, blev undervist af frivillige fra Libanesisk Røde Kors i bl.a. sundhed, ligestilling og konflikthåndtering.

En anden af Libanesisk Røde Kors’ tjenester, vi besøgte, var de mobile lægeklinikker, der tilbyder gratis konsultationer, medicin og vaccinationer. Libanesisk Røde Kors står i øvrigt også for næsten al ambulancekørsel i Libanon, og ambulancevæsenet drives næsten udelukkende af højttrænede frivillige🚑👏

Det mest rørende og svære var dog mødet med nogle af de 1,5 million syriske flygtninge bosiddende i Libanon. Vi besøgte fire midlertidige teltlejre for syriske flygtninge og var på besøg hos nogle familier, hvis liv var vendt på hovedet af krigen i Syrien. Vi blev mødt med hjertelighed og gæstfrihed. Trods utrolig få ressourcer og usikre livsvilkår, blev vi med smil – og insisteren – budt på appelsinjuice, suppe og kirsebær

JEG SAMLER DERFOR IND D. 6. OKTOBER for Røde Kors, og det håber jeg også, du gør!

Indsamlingen går til nationale aktiviteter og internationale projekter. Projekter, som blandt andet skal række ud til nogle af verdens mest udsatte pga. krig, politiske spændinger og naturkatastrofer, ikke kun i Libanon, men eksempelvis også i Mozambique, Yemen og Zimbabwe. Nationalt er der projekter, der skal støtte voldsramte kvinder og hjemløse i Danmark.

Som gymnasieelev kan du tilmelde dig via lænken til Røde kors’ gymnasieindsamling – eller du kan sende en sms: “GYM” til 1290

Så deltager CG i konkurrencen, hvor gymnasierne med flest indsamlere kan være heldige og vinde en koncert med GILLI. Det er dog ikke godt nok at melde sig som indsamler, man skal selvfølgelig ud og samle ind, før man tæller med for CG.

#rødekorsdk #rødekors #rødekorsgym