Galla 2018

Som på så mange andre gymnasier, er gallafesten et årligt højdepunkt på CG. En forårsbebuder.

Det er helt fantastisk at se elever (og lærere) gøre mere ud af påklædningen, end det kræves i CG-dagligdagen. Men det er faktisk lige så fantastisk at konstatere, at der ikke er nogen dress code. Der er plads til og accept af, at man kan komme i lige netop det tøj, man føler sig tilpas i.

Og står man i døren, kommer man til at kigge langt efter elever, der ankommer i limousiner og helikoptere. Det bruger CGs elever ikke. Nogle forældre bringer og henter, andre elever kommer til fods. Og der var også en del elever, der ankom på cykel – trods snevejr.

I praksis medførte det dog en smule kaos i garderobeområdet, for der var mange, som skulle pakkes ud af utallige lag fornuftigt vintertøj.

Festen starter med en omgang fællesspisning, krydret med forskellige indslag, leveret af klasserne. 21.30 åbnes dørene for de, der ikke spiste med. Så er der lige tid nok til, at alle kan nå at deltage i les lanciers. Det lod til, at alle morede sig, og det er godt, for kvaliteten var tvivlsom.

Festarrangørerne havde igen i år allieret sig med multikunstneren Frank Flemming Jensen, som på arrangørernes vegne har taget 1000 billeder, se dem på facebook, hos CGs fester (3 albums, album #1, album #2 og det sort-hvide album).

Det er ikke udelukkende billeder af elegante gallapar på en rød løber. Snarere tværtimod. Der er enkelte stemningsbilleder, men ellers er det udelukkende billeder, hvor eleverne (og enkelte linselus) har stillet sig op foran Franks linse. Det kommer der mange gode og en del mærkelige billeder ud af. Enkelte eksempler nedenfor.