CG – 100 år på Christianshavn

På CG har vi fejret, at vi har ligget på Christianshavn i 100 år.

Først fejrede elever og lærere fødselsdagen, dernæst fejrede vi dagen sammen med indbudte, bl.a. tidligere ansatte, legatmodtagere og samarbejdspartnere.

Hjerterne bankede allerede fra morgenstunden. Vejret holdt ikke, hvad det havde lovet. Vi frygtede det værste, for ved sommerens translokation regnede det pludselig så voldsomt, at vi måtte vi krybe i regnly hos vores gode naboer, Vor Frelsers Kirke. Men denne gang slap vi heldigvis med skrækken. Det klarede op, og vi havde en fantastisk dag i vores hyggelige skolegård.

Af fødselsdagssangen ”I dag er det CG’s fødselsdag” fremgår det, at der knytter sig en række krav til fødselsdage, hvis de skal være vellykkede. Det prøvede vi at leve op til.

Sidst på formiddagen bød vi eleverne på kage (og sodavand), taler ved rektor Troels, lærer Sebastian samt Karla fra elevrådet. Der var også sang og musik ved CG’s kor og bands, og et lærerband sang for ved verdenspremieren på en ny CG-sang. Endelig var der fællesdans for alle – CGs idrætslærere dansede for og det gik helt som det skulle.

Senere på dagen var det ikke kun gæsterne vi udskiftede. Vi udskiftede kage og sodavand med tapas og bobler. Og i tilgift til formiddagens sang, musik og taler holdt bestyrelsesformand Anette Dørge tale.

Vi valgte dog at droppe fællesdansen.

Hele dagen var der mulighed for at få et 24 minutter langt indblik i livet på CG, anno 1935 (link til youtube åbner i nyt vindue)

Christianhavneren dækkede dagen intensivt, link til indslag følger, når indslaget er klar.

I anledning af jubilæet har CG i øvrigt udgivet antologien ”100 år i Centrum” med bidrag af nuværende og tidligere ansatte og elever. Interesseret? Læs mere i denne historie, CG’s jubilæumsbog, 100 år i Centrum.