Corona forhindrer ikke kun CGere i at komme ud i verden. I et vist omfang er selv en verdensstjerne som Niels Lan Doky (NLD) nødt til at nytænke sit virke. NLD har allieret sig med Tobias Dall og Niclas Bardeleben, som begge er en generation yngre end NLD. Sammen har de skabt en danmarksturne – en 20/20 TOUR.
Det kommer os – eller rettere, CGs musikelever – til gode.
På NLDs hjemmeside kan man læse meget mere bl.a. om trioens turne. Men som led i turneen er der, som nævnt, blevet plads til en lukket arrangement på CG – for et antal af CGs musikelever.
Formatet er ”edutainment”, og det kan vi bedst forklare ved at låne denne beskrivelse fra NLDs hjemmeside:
Formålet er at give et helt ungt publikum en chance for at opleve jazz på internationalt eliteniveau i levende live og få et personligt og inspirerende møde med tre danske musik virtuoser fra to forskellige generationer. Formatet er “edutainment” og skolekoncerten består typisk af cirka ⅓ snak og ⅔ musik, nogle gange lidt mere snak (dog mindst ½ musik). Trioen introducerer eleverne til og inddrager dem i jazzens verden, og vækker deres interesse og værdsættelse af musikformen og forståelse for hvad improvisation er. Niels fortæller også lidt om sig selv og om hans professionelle debut i København som 13-årig, og hvordan det siden da har bragt ham ud i verden. Desuden interviewer Niels sine 2 danske medspillere Tobias Dall og Niclas Bardeleben (som er en generation yngre end Niels) om deres tilgang til musikken, karrierestart, m.v.
Det er på mandag 21.9, at NLD, Tobias og Niclas lægger vejen forbi CG og står i spidsen for en musik-fællestime.
Det er ikke kun musikeleverne og deres lærere, der har noteret sig muligheden for en omgang ”edutainment” – men der er desværre ikke adgang; arrangementet er lukket. Corona betyder et loft over antallet af tilhørere, og i øvrigt skal NLD, Tobias og Niclas have noget at leve af.
Ærgerligt, men vi har fået at vide, at vi jo bare kan henvise til de åbne arrangementer på danmarksturneen. Og det er jo rigtig nok, fx er der snart to koncerter i Holbæk (27.9, 15.00 og 18.00) og en enkelt i Rødovre (11.10, 15.00). Alle koncerter er i øvrigt listet op i en kalender, hvor man samtidig får direkte adgang til at købe billetter.
Som led i arbejdet med at lave denne nyhedsomtale, har Niels Lan Doky’s 2016 TEDx Talk “How Jazz Wisdom Will Change Your Life” kørt i baggrunden, og det gør absolut ikke en aften i selskab med NLD, Tobias og Niclas mindre tillokkende. Musikeleverne er heldige.