FN-dag for CGs 3g’ere
Af Mads og Tøger (3a), Luca (3d) samt Laurits (3n)
Selv på en kedelig grå efterårsdag er der lys på Christianshavn. Det var nemlig global-christianshavner-dag i tirsdags (24.10), og på vores gymnasium stod dagen i fremtidens tegn. For fremtiden ser lysere ud, end vi tror, og vi kan sagtens skrue mere op for lyset. Dette beretter FN i en ny fremtidsplan, der har et ambitiøst mål for kloden, og vi på Christianshavns Gymnasium er med på deres idé, da disse tanker ligger i forlængelse af Christianshavns Gymnasiums vision om at uddanne globale og innovative elever.
Med udgangspunkt i FNs 17 nye verdensmål, arbejdede 3g-eleverne med verdensmålene med en kreativ vinkel. Dagen blev sat i gang med en fælles samling i kantinen, hvor eleverne hørte et foredrag fra nyhedsavisen Verdens Bedste Nyheders Thomas Ravn-Pedersen. Foredraget vakte opsigt blandt eleverne, da emnet hurtigt viste sig at være mere spændende end forventet, både fordi fordraget bragte gode nyheder og fordi, der bredte sig en egentlig interesse for at vide mere. Med en feel-good-feeling i baglommen begav eleverne sig efter foredraget ud i grupper, hvor de skulle arbejde med de 17 verdensmål.
FNs 17 verdensmål handler om at gøre verden til en bedre sted. De 17 mål er en viderebygning på de 8 mål, som FN fremsatte i år 2000. Målene omhandler blandt andet emner som adgang til rent drikkevand, styrkelse af ligestilling, behovet for ansvarlig produktion og bæredygtighed samt afskaffelse af fattigdom.
Ved lodtrækning blev disse 17 verdensmål delt ud til CGs elever på tværs af klasserne, og grupperne fik til opgave at løse problemer, der hører under de separate emner – med en lokal vinkel. Vi var rundt på skolen og snakkede med de forskellige grupper, vi var bl.a. på besøg hos ‘rent vand og sanitet’ gruppen. Eleverne forklarede, at opgaven ikke lige var ligetil, og det viste sig at kræve kreativitet og innovative idéer at løse den. Papir, sakse og lim var blevet fundet frem, og eleverne udførte opgaven på forskellige og spændende måder, der alle førte til plakater og idéer med forskellige udtryk og resultater. Se udvalgte billeder i galleriet nederst på siden.
Dagen endte med en fernisering i CGs kantine, hvor eleverne på demokratisk vis skulle stemme på det bedste løsningsforslag. Inden præmieoverrækkelsen holdt formanden for CGs bestyrelse, Niels Ploug, som arbejder hos Danmarks Statistik, et kort oplæg om vigtigheden af at vide, hvad man taler om, når man taler om verdens tilstand.
Vindergruppen blev stolte ejere af gavekort til CGs helt egen og elskede KaffeChristian, hvilket skabte røre blandt grupperne, der ikke endte på toppen af podiet.