Sammen med Nørre G har vi på CG i en årrække arrangeret Forskerpraktik, hvor små grupper af elever fra de to gymnasier samarbejder med en forsker om et eller andet projekt. I år var der 16 forskerpraktik-projekter, åbner i nye vindue.
Grupperne mødes med deres forsker et antal gange og ender med at producere en poster, som præsenteres ved et afsluttende arrangement. Grundet corona kunne vi ikke afslutte med den sædvanlige poster-præsentation for alle deltagerer og alle andre interesserede. Alt måtte foregå i meget mindre grupper og under anvendelse af utallige mundbind. Nogle præsentationer fandt sted på CG, andre på Nørre G. Det er en del af forklaringen på, at vi ikke kan præsentere alle projekterne. Vi må nøjes med 5 af projekterne:
Normer for udseende
En gruppen arbejdede udpræget humanistisk. Med en ”oral history” tilgang forsøgte gruppen gennem dybdegående interviews at afdække normer for udseende, derunder påklædning. Naturligvis blandt gymnasieelever. Med den form for empirisk tilgang til verden søgte gruppe at synliggøre usynlige mønstre. Projektet har naturligvis værdi i sig selv, men anden bølge af metoo viser med al ønskelig tydelighed værdien af at afdække forestillinger om udseende og påklædning – og de signaler den enkelte forbinder dermed.
Livet i Åmosen
En anden gruppe brugte vildkameraer i arbejdet med at indsamle empiri, der kunne belyse dyrelivet i Åmosen. Projektets fokus var pattedyr og i særdelehed rovdyr. Gruppen observerede flere skovmår end forventet, givet artens status som truet. Hvis vi ikke indsamler empiri, handler vi i blinde og har intet begrundet grundlag for at handle. Hvis vi vælger at gøre noget for skovmåren, skal vi kende udgangspunktet.
Stressede svampe
En gruppe tog rollen som aktive spillere i forhold til det undersøgte. Gruppen undersøgte, hvilke miljøer der er stressende for forskellige svampearter. Det handlede ikke bare om at måle diameteren på svampekolonier i 414 petriskåle. Så da gruppen fremlagde, lød spørgsmålet, ”Og hvad så?” Gruppens svar var klart: hvis vi fx sikrer uskadelige svampe (ikke-stressende) optimale vækstbetingelser i fødevarer, så udkonkurreres de svampe, der er skadelige. Det er et snedigt alternativ til at tilsætte svampedræbende kemikalier.
Romkugler
Et andet sted inden for fødevareområdet havde en gruppe sat sig for at undersøge brugen af bælgfrugter som miljø- og klimavenligt alternativ i fødevareproduktionen. Gruppen fik knap 100 gymnasieelever til at prøvesmage hummus og romkugler lavet på bønner. Gruppen testede bl.a. hvorvidt testpersonerne foretrak romkugler lavet på danske Prinsesse Mariager bønner eller romkugler lavet på importerede butter beans. Svaret blev af flere grunde uklart, bl.a. overdøver chokoladesmag mange andre smagsindtryk. Men hvis begge typer romkugler smager ens – og på samme måde som traditionelle romkugler – så er der jo ingen grund til at importere bønner. Så kan vi selv dyrke bønnerne og fx minimere transporten.
Kvantecomputere
Sidste eksempel er gruppen, som arbejdede med kvantecomputere og den tilgrundliggende matematiske forståelse. Det var vildt at se gruppens udvikling. Ved første møde i en solbeskinnet CG-skolegård var der fokus på grundlæggende regneregler inden for lineær algebra. Ved posterpræsentationen var gruppens forståelse langt fra grundlæggende. Der var fokus på kvantematematik, kvantemekanik og kvantecomputere. Og mulighederne for kryptering. Nu havde gruppens overvejelser et mere filosofisk tilsnit. Tankerne gik i retning af en forståelse at de mærkværdigheder, man gang på gang har observeret i det kvantemekaniske univers.
Og hvad så?
Når man, som de 16 grupper har gjort, fordyber sig, er det let at ende med en esoterisk forståelse, der kun giver mening for andre, der har fordybet sig i det samme. Forskning er vigtigt per se, men forskningsformidling har også en værdi. Det havde alle grupper forstået. De øvrige grupper og vi (få) andre udenforstående tilhørere forstod, hvad grupperne talte om. Og vi kunne let konstatere, at den forståelse ikke var kommet af ingenting. Der var lagt mange timers arbejde fra gruppernes side. Men selvfølgelig også fra de helt uundværlige forskeres side.
Og når nu vi er ved forskerne, så var det fantastisk at iagttage engagementet. De (stadig få) erfarne undervisere blandt tilhørerne bemærkende konstant forskernes anerkendende og opmuntrende tilgang, der bl.a. kom til udtryk ved, at de nikkede grupperne videre, når de var på rette spor. Et meget elementært pædagogisk greb, men helt uvurderligt for de, der er midt i en læreproces. Forestillingen om den verdensfjerne forsker i et elfenbenstårn har ikke noget på sig.
Der er efter alt at dømme også Forskerpraktik næste år, forhåbentlig under omstændigheder der er mindre påvirket af corona.