To dage sidst i februar havde vi besøg af danske jøder, som overlevede og derfor kan fortælle om deres oplevelser under 2. verdenskrig. Besøgene var arrangeret for at markere den årlige Holocaust mindedag (27.01, dagen for befrielsen af Auschwitz-Birkenau). Vi har allerede omtalt, at Hanna Skop besøgte os mandag.
Tirsdag havde vi besøg af Bent Melchior, som gav en nærmest causerende, decideret humoristisk og utroligt nærværende beretning om krigens tid. Når man er vant til at omgås de unge CGere i hverdagen, så bliver man imponeret over, hvordan en dårligt gående (næsten) 90årig er i mental øjenhøjde med unge, der er flere generationer yngre.
Det er meget vanskeligt at yde den indholdsmættede beretning retfærdighed, så fokus er på nogle få punktnedslag i den del af Bents beretning, der omhandlede selve flugten til Sverige. Flugten startede med, at det jødiske samfund fik nys om den forestående jødeaktion, natten mellem 1. og 2. oktober 1943. Et velvalgt tidspunkt, da det var dagen for det jødiske nytår, Rosh Hashanah.
Af sikkerhedsmæssige grunde blev det jødiske samfunds viden om den planlagte aktion så vidt mulig spredt uden brug af telefon, men det kunne man ikke helt undgå. Bent fortalte, at hans mor havde ringet rundt og fortalt, at faren, Marcus, var sløj og derfor ville tage på landet. Marcus var rabbiner i København på det tidspunkt, og måske var det noget naivt at hoppe på den historie. Hvis rabbineren er fraværende ved det jødiske nytår, svarer det ifølge Bent til, at julemanden holder ferie i december.
Men flugten kom i stand. Bent skiftede samtidig fra at være borger til at være flygtning. Her morede han sig i al stilhed over, at nutidens transport-let kufferter på hjul var meningsløse dengang. Faktisk var enhver form for kuffert problematisk, for det er altså noget afslørende at slæbe rundt på en kuffert. Derfor havde flygtningen Bent kun plads til det, der kunne være i skoletasken – det mest nødvendige. Og så lige til en opgavebog, matematiske opgaver. For, som Bent tænkte dengang, hvordan fordriver man ventetid?
Det var en improvisationernes tid. Bent sammenlignede det med den danske ´92 EM-triumf i fodbold. I ‘92 gjorde omstændighederne, at forberedelsen til EM skulle tænkes helt anderledes; det førte til guld. I ‘43 fik Danmark, efter Bents mening, guld i improvisation. Mange hjalp. De, der ikke hjalp, lukkede øjnene. Med få undtagelser. En pige fortalte sin tyske kæreste om 80 jøder, der gemte sig på et kirkeloft…
Bent brugte ordet “tøs” om hende.
Pludselig kunne man mærke på Bent, at han egentlig ikke brød sig om at bruge et ord, som let kan opfattes som nedladende på basis af køn. Efter en kort overvejelse måtte han dog erkende, at han havde vanskeligt ved at finde på et bedre ord. Og måske har Bent ret i, at den samtidige betegnelse er det mindst dårlige valg; vi ved jo alle, at man dengang også brugte ordet “tyskertøs”, ofte vildt urimeligt. En vanskelig sproglig problematik, men en problematik, som Bent anerkendte og forholdte sig til. Så er man altså ikke 90 år gammel af sind.
Der var intet modsætningsforhold mellem trosretninger, når det kom til flugten. Bents flugt gik over såvel præstegård som bispesæde, inden han endte i lasten på en fiskerbåd. Sejlturen tog sin tid og endelig fik skipper landkending, i form af et fyr, hvis lyskegle fejede hen over havoverfladen. Dog ville skipperen ikke gå ind til land, idet han frygtede, at svenskerne ville opbringe båden. Han afventede morgengry, så svenskerne kunne komme ud og hente flygtningene.
Bent fortalte, at han bad, bad om at lyskeglen ville ramme båden, så han (og de andre flygtninge) kunne blive hentet hurtig og derved slippe for at ligge i det ildelugtende og indeklemte lastrum. Men Bent fik ikke sin bøn opfyldt. Når man beder, bliver der lyttet, men svaret består ikke altid i, at man får sin bøn opfyldt, kunne man forstå på Bent. I dette tilfælde gav det mening, at bønnen ikke blev opfyldt, for da solen stod op i vest?!, stod det klart, at den navigationssvage skipper var sejlet i en stor bue. Båden lå uden for det tyskbemandede Gedser fyr. Der var altså mening med galskaben; svaret var, at det var bedst, at bønnen ikke blev opfyldt.
Efter en begivenhedsløs overfart i dagslys, fik Bent lov til at høre de forjættende ord, “Välkomna till Sverige”.
I fem kvarters oplæg af Bent Melchior er der stof til utallige siders beretning. Men der blev faktisk også plads til en del spørgsmål, f.eks. blev vores gæst spurgt: “Hvad er din holdning til Israel-Palæstina konflikten?”
Det var ikke det, Bent havde indvilget i at tale om men efter af have konstateret, at det snildt kunne tage fem kvarter at forholde sig til det spørgsmål, viste han igen sit nærvær og gav et kortfattet, men samtidig så dybt svar, at vi har valgt at give det en helt særskilt omtale i den kommende historie, Bent og palæstinenserne.
Da tiden var gået, skete der noget, som jeg (skribenten, Karsten Nissen Pedersen) aldrig har oplevet før – i mine 10½ år på CG. Eleverne klappede som sædvanlig høfligt, men pludselig og helt mod CG-sædvane, rejste en stor del af eleverne sig. Den anerkendelse fortæller vel mere end mange ord hvor nærværende og vedkommende, arrangementet havde været. Også selvom eleverne på ingen måde behøvede være holdningsmæssigt på linje med den næsten 90 år unge Bent Melchior.
