Idrætsdag

Det er fredag, det er anden fredag efter skolestart. Det er den dag, vi afholder vores idrætsdag. Dagen hvor klasserne kæmper mod hinanden – og et lærerhold. Der er stor prestige i at vinde turneringen og i at slå lærerholdet. Alle kæmper for at vinde. Også lærerne. Lærerne vinder aldrig…

Holdene dyster i traditionelle og mindre traditionelle discipliner:

Badminton, volleyball, basketball, høvdingebold, ultimate, sækkevæddeløb, fodbold, hockey, skigang, paptårn, stolegang, sjipning, højdespring, længdespring og 4×400 m stafet.

Men idrætsdagen er mere end idræt. Det er en dag, hvor klasserne mødes på kryds og tværs af årgangene. Og 3g’erne plejer at klæde sig ud i overensstemmelse med et valgt tema.

I år bl.a. aerobics, Baywatch, fanger og vogtere, flamingoer, pride og Star Wars samt kvindefodboldspillere, nonner og prinsesser, alle m/k.

En dag med et dobbelt fagligt og socialt sigte.

På idrætsdagen havde vi sågar besøg af TV2 Lorry, som besøgte os, fordi fredag var dagen, hvor den såkaldte “puttefest” blev afviklet i Dyrehaven. Indslaget var produceret af elever fra Ørestad Gymnasium (Lorry takeover). På CG ser vi vores idrætsdag og – fest som et alternativ til puttefesten.

Og vi hører i øvrigt stort set aldrig ordet “putte” brugt i hverdagen på CG. Det er resultatet af en mangeårig vedholdende indsats. På CG er 3g’erne ikke vigtigere og højere placeret i et fortænkt hierarki end de øvrige elever. Hvis CG og CG mange udvalg skal fungere har vi brug for alle!

Og efter idrætsdag kommer idrætsfest. Så senere på dagen mødes alle alle klasser på CG, og til den tid har alle klasser valgt et tema. Og det skal være gennemført. Et antal anonyme bedømmere iagttager og vælger den klasse, som har det bedste og mest gennemførte tema. Omtalt i denne nyhed.

Altså to vinderklasser, som begge får en (symbolsk) præmie.

Vinderne af idrætsdagen blev i øvrigt kåret efter et tæt opløb, hvor 3a endte med 21 points og sejren.

Skarpt forfulgt af 2k med 20 og grundforløbsklasserne GF5 og GF6, begge med 19 points. Imponerende af GF-klasserne, som ikke havde forhåndskendskab til de forskellige discipliner.