Netop i dag, fredag 2.7.2021, er CGs tidligere rektor Jens Bencke (1943-2021) blevet bisat. Han afgik ved døden sidste fredag, 25.6; dagen hvor vi på CG afholdt årets translokation.
På CG kan vi godt lide tanken om, at det var på CG-festdagen over dem alle, at Jens døde.
I Jens’ tid som rektor (1989-2007) udviklede CG sig på en lang række områder – frem mod det selveje, som blev en realitet i 2007, året hvor Jens gik på pension, dog uden på nogen måde at gå i stå.
De senere års sygdom har i øvrigt på ingen måde forhindret Jens i at følge levende med i livet på CG. Det gjorde han bl.a. ved at holde kontakten med sine tidligere CG kolleger, deriblandt CGs nuværende rektor Troels Vang Andersen, der var vicerektor, mens Jens Bencke var rektor.
Allerede straks efter Jens’ tiltræden gjorde han noget, vi tager helt for givet i dag, men som på ingen måde er givet. Kort efter sin tiltræden i 1989 blev Jens interviewet til CGs daværende skoleblad, der havde det lidt underlige navn, Kogt Pølse. Undervejs i interviewet finder man følgende ordveksling:
Kogt Pølse: Hvad med vandbomber og buksevand til 1g’erne??
Jens Bencke: Det er da lidt atypisk.. ikke?
STILHED…..
Jens Bencke: Nå, men jeg havde sørme ikke forventet sådan noget…. Det er for tåbeligt! Buksevand til 1g’ere vil ophøre, når folk indser, hvor absurd det er.
Og det gjorde det!
Når vi på CG kan hævde, at vi ikke har putteritualer, faktisk undgår vi så vidt muligt at bruge ordet ”putte”, så er der ingen tvivl om, at Jens skal have en stor del af æren for, at det er sådan. Det fremgår jo med al ønskelig tydelighed at det ikke var sådan, før Jens blev rektor.
Trods Jens’ død, er arven efter Jens lyslevende.
Tak.