Midt i den hektiske afslutning af sidste skoleår havde 2e, nu 3e, besøg af Kåre Bluitgen, som har et stort og vidtfavnende forfatterskab bag sig. Og nu har han omsat sit ligeledes mangeårige politiske engagement på den politiske venstrefløj til en adgangsbillet til det ellers lukkede Nordkorea.
Snakken med CGerne var baseret på den månedlange rejse til Nordkorea. En rejse, som krævede års forberedelse, og som udmøntede sig i 2016 mammutudgivelsen ”Jeg vil gerne klippes ligesom Kim Jong Un”.
I faglig sammenhæng var det faget historie, som kunne bruge skildringen som input i et forløb om Korea (og Koreakrigen). Kåre Bluitgens politiske ståsted skal f.eks. ses som en tendens (bias), der skal medtænkes i en (kilde)analyse af hans skildring. Der var nu på ingen måde tale om en glorificering af Nordkorea. I overensstemmelse hermed har dagspressens anmeldere over en bred kam erklæret, at der er tale om nuancerede og mangefacetterede indtryk af et land, som ikke ligner det Danmark, CGerne vokser op i, ret meget.
Faktisk er rejseskildringen så kritisk, at man kan overveje, om det ikke bliver Kåre Bluitgens sidste besøg?
I løbet af en sådan time kan man nå at tale om og spørge ind til mange ting, men for Kåre Bluigen var det vigtigt hele tiden at vende tilbage til faren ved at dæmonisere de enkelte nordkoreanere. Det sker, hvis vi ikke søger at forstå deres handlemåder. Nordkoreanere lever som alle mennesker et hverdagsliv, og den pointe skal være det faste holdepunkt, der hindrer en dehumanisering af befolkningen. Som fag kan historie fremvise en række kedelige eksempler på konsekvenserne, når et folk dehumaniseres.
En af Kåre Bluitgens vigtige pointer var, at konfucianisme (og den særlige nordkoreanske udgave deraf) er central i forståelsen af landet. Vi kan have vanskeligt ved at forstå et land, hvor en stabil samfundsorden (og slægtens betydning) tillægges så stor (religiøs) værdi, at den nærmest umuliggør social mobilitet. Anlægges det perspektiv, så er arvefølgen i det nordkoreanske Kim-dynasti pludselig nærmest selvindlysende.
Det er måske lettere at acceptere disse pointer, hvis man gør sig klart, at forståelse ikke er det samme som billigelse.
Bogens kapitel om ”små ting” dukkede ikke op i snakken med eleverne, men det kapitel dækker over en helt særlig historiefaglig pointe. For Nordkorea er frimærker en betydende eksportvare, men da den frimærkeinteresserede Kåre Bluitgen kigger i det officielle frimærkekatalog, opdager han, at frimærket med nummeret 1323 er udrenset. Han finder frem til et frimærke med det famøse nummer, men alt antyder, at det er med et andet motiv end det oprindelige. Historisk revisionisme i det små. Det har historiefaget altid kendt til, men de senere år har der været stigende interesse for det bredere erindringspolitiske perspektiv, som tilsiger, at historien hele tiden er til delvis forhandling.
Endelig var der tid til en helt generel pointe om ”fake news”, idet Kåre Bluitgen greb fat i 2014 nyheden om, at det var et krav, at alle nordkoreanske mænd skulle have samme frisure som Kim Jong Un. Hos en frisør beder tyndhårede Kåre Bluitgen om at blive klippet som Kim Jong Un. Det er lidt uklart, om ønsket bliver mødt med et fnys eller et fnis, men manglen på hårpragt gjorde tydeligvis ønsket uopfyldeligt. Og når Kåre Bluitgen kiggede på den almindelige nordkoreaner, var der ingen frisuretvang. Nu skal man ikke tage fejl af, at hår, derunder afklipning af hårpiske, har spillet et betydende rolle i konfucianisme. Men derfra er der et stykke vej til frisuretvang.
Som ”fake news” er det skræmmende, at historien stort set ikke blev dementeret af de medier, der i første omgang bragte nyheden. Som nyhedsforbrugere skal CGs elever gerne være så (digitalt) dannede, at de kan genkende ”fake news”, når de ser dem. Også når de angår et land, som på stort alle måder er så fjernt fra Danmark, at det nærmest er ufatteligt.
I undervisningssammenhæng er sådanne input udefra uvurderlige, de kan give anledning til utallige refleksioner. CGs placering i det centrale København gør, at det ikke uoverstigeligt at lokke såvel kendte som mindre kendte med specialviden til at dele deres viden.