Pyt og nulfejlsfrygt

Af vores omtale af orienteringsaften, tirsdag 19.01 fremgår det, at der var meget gik godt, og at der var noget, der gik mindre godt. Som mange andre gymnasier havde vi, trods alle vores forberedelser, tekniske udfordringer. Vi konstaterede, at vi faktisk ikke håber, at vi bliver nødt til at huske alt for meget af det, vi lærte tirsdag.

Men ved nærmere eftertanke, kan vi måske lære noget? Måske blev vi mindet om noget, vi synes er vigtigt, men tager for givet?

Når nu vi er op mod 1000 mennesker, der skal have en fælles CG-hverdag til at fungere, er der meget, der kan gå galt, og det er dagligt, at vi tænker, ”hov, hvad sker der egentlig lige der?”

Når vi tænker det, er det let af forfalde til at tænke ”uha, en fejl”. Men det er altså bedre at øve sig i rette op og sige ”pyt”.

Det bliver for alvor et problem, hvis vi får en nulfejlskultur, hvor ingen prøver noget – af frygt for at begå fejl. Går vi den vej, stivner CG. Der skal være plads til små og sågar store fejl:

Kommer du til at begå en fejl, så ret op, sig pyt, kom videre.

Tilsvarende, hvis du oplever andre begå fejl: Sørg for at der bliver rettet op, sig pyt, kom videre.

Et eksempel. En dag manglede der toiletpapir på en lang række af CGs toiletter. Det var et meget konkret problem men lod sig let løse. Vi fandt toiletpapir i rengøringsdepotet og fordelte det. Så sagde vi pyt, og alle kunne komme (tørrumpede) videre.

Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at man bare kan begå alle de store og små ”fejl”, man vil. Man skal gøre sig u-mage. Men selv hvis man gør sig umage, begår man fejl. Det er let at sige pyt og komme videre, når vi er enige om, at vi skal gøre os umage.

Da der manglede toiletpapir, sagde vi ”husk lige toiletpapiret”. Ingen grund til at gøre en større sag ud af det. Men der er selvfølgelig en grænse. Man gør sig altså ikke umage, hvis der mangler toiletpapir hver eneste dag.

Går du tilbage til historien om tirsdagens orienteringsaften og ser bort fra de tekniske vanskeligheder, så kan man vælge at gense alle indslagene med et fokus på fejl. Det myldrer med små fejl, som man kunne polere bort fx ved at bruge oceaner af tid på at optage det hele igen og igen. Så ville der ikke være en eneste forkert udtale, det ville være slut med utilsigtede kig i kameraet, og man ville ikke høre et eneste ”øhh”.

Men det er jo fejl af den type, hvor langt de fleste tænker ”pyt” – sådan kan det gå, videre!

Vi har ikke betalt et markedsføringsfirma for at lave en glittet portræt af CG. Vi har så vidt muligt selv gjort arbejdet. Fremstillingen af CG skal være retvisende og autentisk.

På CG er vi nogle stykker, der har haft alle optagelserne til at køre i baggrunden. Så ser man ikke billedsiden men hører udelukkende lydsporet. Her lægger man hurtigt mærke til, at tonen er god og samtalerne afslappede trods det stress, der følger med, når teknikken fejler. Og det gælder sågar i de situationer, hvor lærere og elever tror, de ikke er live!

Så vi kan lære noget af de tekniske vanskeligheder, vi havde. Alle vi 1000, der skal have en fælles CG-hverdag til at fungere, skal huske på, at vi ikke har og ikke vil have en nulfejlskultur:

Der skal være plads til fejl. Vi skal kunne rette op. Vi skal kunne komme videre. Vi vil ikke stivne.

.