Hvad sker der egentlig, når ca. 80 CGere fra 24 ud af CGs i alt 28 klasser sætter sig for at skabe en musical fra bunden? På få dage og med et skrabet budget går musicalen fra intet til alt. Det er selvindlysende, at et godt resultat forudsætter samarbejde og fællesskabsfølelse. Men det rækker ikke, hvis resultatet skal være indholdsrigt og seværdigt for andre end de involverede.
I år havde eleverne valgt Bowies mangefacetterede musikalske univers som klangbund for Homers rejsebeskrivelse, Odysseen. Med et tvist. I CG-manuskriptet var helten Odysseus sparket ud til fordel for Odessa, en heltinde. En kønspolitisk kommentar til et stereotypt heltebegreb?
Odysseen er en omfangsrig rejsebeskrivelse, som ikke sådan lige lader sig opføre i sin helhed. Og det var også nødvendigt at ændre i rejsens forløb. I CGs udgave aflagde Odessa besøg hos kyklopen Polyfemos, sirenerne, en adrogyn udgave af nymfen Kalypso og troldkvinden Kirke. Og hun var også en tur forbi dødsriget Hades, inden hun endte hjemme – i Penelopes favn.
En mellemfornøjet Penelope, der mente, at Odessa var kommet vel sent hjem fra byturen. Humøret var i øvrigt ikke blevet bedre af, at hun havde haft et #metoo hyr med en vifte af ret insisterende bejlere, der tilsammen dekonstruerede gængse dikotomiske forestillinger om køn. Samt med en vranten teenageramt søn, Telemakos.
Rent fortælleteknisk overkom eleverne mange udfordringer ved snedigt at skifte fortællevinkel mellem en ung og ældre Odessa, en videreudvikling af det flashback, som Homer gør brug af sin udgave.
Valget af Bowie som leverandør af lydsporet var ikke oplagt, men næsten. Det er vanskeligt at pege på en kunstner, som i samme grad har iscenesat sig selv som uplacerbar i forhold til gængse kønsopfattelser. Og derved opstod der en 2+2=5 synergi mellem tekst- og lydunivers.
Og ja, musicalen er ikke kun fællesskab, der er også fagligt indhold for såvel deltagere som publikum. Fag som drama, musik og oldtidskundskab fylder, men mange andre fagligheder har været i spil.
I forhold til drama var det spændende, at året musical i højere grad end andre år var en teaterforestilling, hvor eleverne spillede roller. Og det gjorde de godt. Der var lagt meget arbejde i selve dialogerne, men også i den diktion, som sikrer, at man som tilskuer kan følge med. Det gav f.eks. en helt speciel effekt, at det var Odessa, der fortalte, at det var tid til den pause, som markerede overgangen mellem første og anden akt. Pausesignalet var bygget ind i selve stykket, og den anakronistiske brug af et ord som MobilePay var både morsom og overraskende.
I år var der kælet for detaljer, som glipper nogle år. De flydende forfriskninger, som MobilePay gav adgang til, var iskolde, og der var opsat skilte, som viste vej til toiletterne – nice to know for de udefrakommende. Djævlen ligger i detaljer som disse.
Var det så den bedste musical nogensinde? Ja. Naturligvis. Med et lille forbehold. Hvert år fader mindet om musicalen lige så stille. Heldigt, for så kan vi også lade os imponere næste år. Uanset om det bliver den bedste musical nogensinde…
Dommen er klar, seks funklende stjerner til Odysseen. Hvis du ikke har set den, så burde du have set den, før det var for sent.
Se billeder nedenfor, de er leveret af musicalfolket selv, tak!
