To dage sidst i februar havde vi besøg af danske jøder, som overlevede og derfor kan fortælle om deres oplevelser under 2. verdenskrig. Besøgene var arrangeret for at markere den årlige Holocaust mindedag (27.01, dagen for befrielsen af Auschwitz-Birkenau).
Det var ikke årsunger, vi havde på besøg! Hanna Skop besøgte os mandag og holdt, stående, et fem kvarter langt oplæg, efterfulgt af en lille spørgerunde. Tirsdag besøgte Bent Melchior os, det har vi omtalt i nyheden, Bents fortælling.
Fortælleteknisk var Hannas oplæg en fantastisk oplevelse, det var kalejdoskopisk opbygget. Det ene øjeblik var det barnet Hanna, der episodisk fortalte om dengang. Øjeblikket efter var det den aldrende Hanna, der reflekterede over, hvad der skete dengang:
- At barnet Hanna måtte give en undskyldning til en helt urimelig vicevært. Alene fordi viceværten var medlem af nazipartiet, og forældrene frygtede repressalier. Dybt uretfærdigt, syntes barnet Hanna.
- At barnet Hanna trodsede en butiksskilt, “Juden unerwünscht” og købte en banan. Så kunne barnet Hanna triumferende fortælle forældrene, at man ikke skulle tage skiltet alt for alvorligt. Men det skulle man, lærte barnet!
- At barnet Hannas far blev interneret kort efter krystalnatten. At han kun med nød og næppe overlevede, da han flere måneder senere blev frigivet, alvorligt syg.
Som det fremgår, voksede Hanna op i Tyskland, og hun fortalte nøgternt, at det var næsten umuligt at få lov til at forlade landet; ingen lande ville tage mod jøderne. Det var en del af forklaringen på, at nazisterne ikke “bare” fordrev jøderne, men måtte “finde på” en Endlösung. Hanna nævnte, at den danske indrejsekvota var 1500…
Men det lykkedes Hanna (med familie) at komme til Danmark. Men dermed var det ikke slut på det, den aldrende Hanna omtalte som “instruksernes tid”. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i ‘43 var det igen tid til kun at pakke det mest nødvendige. Flugten gik videre. Til Sverige.
Hanna fortalte om det forløsende “Välkomna till Sverige” og om faderen, der tog imod, fordi han allerede var kommet over sundet. Helt normalt, for ligesom i Tyskland forventede jøderne, at mændene blev hentet først; derfor skulle de først i sikkerhed. Hanna nævnte i en sidebemærkning, at hun så sent som i 2016 havde fundet ud af, at faderen havde stået på kajen ti morgener i træk, inden båden kom. Den ventetid må have været nærmest uudholdelig.
Vi kender alle historien om, at de danske jøder blev reddet. Men Hanna mindede om, at også i Bulgarien reddede man jøderne. Men kun de bulgarske jøder, ikke de statsløse. Og Hanna var statsløs jøde på det tidspunkt…
Efter krigen vendte Hanna med sin familie tilbage til Danmark; men hendes storebror blev i Sverige for at afslutte den gymnasieuddannelse, han havde påbegyndt under krigen. Da han så ville til Danmark i 1947, fik han afslag?!
CGs kantine var fyldt. CGerne er ikke så vant til at lytte til et længerevarende foredrag. Det formåede de dog at gøre i Hannas tilfælde. Det viser, hvor stærk en fortælling, hun leverede.
Efter oplægget var der tid til spørgsmål. Et af dem gik på, hvad datidens oplevelser havde gjort ved Hannas tro. “Ikke noget”, var svaret. Forældrene var ortodokse, Hanna var (og er) praktiserende, broren er slet ikke religiøs. Måske et spørgsmål, der var inspireret af det såkaldte og meget komplekse teodicé-problem?
