Jeg hedder Andrea, jeg er 14 år, og i denne uge er jeg er i praktik som bibliotekar hos Karsten i CGs studiecenter. Det er et meget praktisk sted at være i praktik, da der er mange opgaver, jeg kan løse, mens jeg sidder ned. Jeg lider nemlig af den sjældne stofskiftesygdom kaldet Pompes sygdom, som gør, at mine muskler ikke er helt så stærke som andres. Jeg har f.eks. en minicrosser, som jeg bruger, når jeg skal gå langt.
Når nu jeg ikke er den bedste til at gå, så har jeg vænnet mig til at undersøge, hvad der virker, og hvad der kan forbedres, når jeg kommer til et nyt sted, f.eks. CG.
Selvom jeg sidder meget ned, skal jeg selvfølgelig også rundt på skolen, bl.a. når der er frokostpause. Jeg kan heldigvis godt komme rundt på skolen uden de store problemer. Det er dog vanskeligt for mig, hvis jeg skal op ad en hel masse trapper, og dem er der mange af her på CG! På min egen skole benytter jeg mig derfor af en elevator, når jeg skal helt op under taget. Her på CG er der dog ikke elevator i hovedbygningen…
Til gengæld er trapperne temmelig brede, og det betyder, at der er god plads til alle, når det ”ringer ind” til time, og der bliver ikke skubbet og maset.
En anden ting, jeg har lagt mærke til, er genvejene. På trods af de mange trapper, er der ofte en anden vej, som gør det lettere at komme gennem bygningen, uden at man behøver at gå op og ned ad en masse trapper bare for at ende på den samme etage igen. På den måde kan jeg komme hurtig fra det ene sted til det andet.
Der er mange altså ting ved CG, der gør det nemt for mig at komme frem og tilbage, men…
Hvis jeg skal nævne en ting, der ville gøre det besværligt for mig at komme rundt, så er det, hvis jeg skulle have undervisning i begge CGs to bygninger, og jeg skulle tage tasken med mig rundt til alle timerne. Jeg ville ikke have overskud til at skulle ind i en ny bygning, hver gang en ny lektion starter – med en tung taske på ryggen.
Det ville også være en udfordring for mig at nå at komme udenfor i pauserne. Hvis jeg havde haft time i den ene bygning og ikke ville bære rundt på tasken, skulle jeg nå at lægge mine bøger i et klasselokale i den anden bygning, før jeg kunne gå ud. Når jeg endelig kom ud, kunne jeg kun nå at være ude i kort tid, inden jeg skulle ind igen. Derfor ville det være fedt, hvis mine ting kunne ligge et sikkert sted i stueetagen, så jeg hurtigt kunne komme ud, når jeg havde lagt dem der.
Alt i alt er CG nok ikke stedet for mig. Der er en del, der virker, men der ville alligevel være for mange udfordringer i hverdagen. Også selvom jeg kan komme på en del små ændringer, der ville gøre det lettere for mig at komme rundt på CG.