Så har vi skudt årets idrætsdag i gang. Traditionen tro møder en del klasser (primært 3.g’erne) op i selvvalgte kampdragter. Det er helt umuligt at tage billeder af alle klasser, men vi kan dog præsentere et udvalg af hold og anonymiserede enkeltpersoner, f.eks. en isbjørn og et spøgelse, som har en perfekt hårdag.
Men der er såmænd god grund til ikke at udstille alle hold. Team Safari undveg kameraet, og det er helt sikkert til holdets fordel, at det forbliver anonymt. Holdet tror åbenbart, at man kan vinde konkurrencen diskursivt ved at synge ”we are the champions”.
Vi har også undladt at skæmme historien med billeder af de to lærerhold, som i øvrigt deltager på lige fod med elevholdene i konkurrencen.
For idrætsdagen er ikke bare tant og fjas. Det er en konkurrence, som eleverne (og lærerne) meget gerne vil vinde. Vi lægger ofte ører til ”det er vigtigere at deltage end at vinde” og det betyder jo, at selvom det er dejligt at deltage, så er det dejligere også at vinde.
Klasserne mødes i ni discipliner, der går fra klassiske, dvs. badminton, fodbold, volleyball og 4×400 stafet over ultimate og høvdingebold til discipliner, som er et stykke fra at komme på OL-programmet: sjipning, skigang og stolegang. Disciplinerne skigang og stolegang er måske ikke så fysik krævende, men succes forudsætter gode samarbejdsevner. Disciplinvalget afspejler således CGs dobbelte fokus på faglighed og fællesskab, som vi ser som gensidigt afhængige størrelser.
I denne historie har vi fokuseret på udklædninger. I omtalerne af idrætsdag ´18 og idrætsdag ’17 udfolder vi også andre aspekter af den dag, som er en af skoleårets bedste – synes de fleste CGere.
En ting er dog helt sikkert. Efter idrætsdag kommer idrætsfest. Festen er en temafest, hvor klasserne kæmper om at lave det bedste og mest gennemførte tema. Ud på aftenen kårer et hemmeligt udvalg årets bedste festtema, og vinderne af idrætsdagen æres samtidig.