4. Globale christianshavnere
CG har hjemme i hjertet af København på Christianshavn. Vi er rodfæstet, men vi har udsyn til den globale verden – ligesom folk på Christianshavn før os. På CG kan du blive christianshavner uanset, hvor du kommer fra.
På CG er vi naturligt nysgerrige. Vi er sultne på oplevelser, viden og indsigt, som kan berige os og være med til at danne os og sikre, at vores verdensbillede er nuanceret.
På CG ved vi, at jo mere perspektiv, vi kan sætte på undervisning og livet på gymnasiet, jo mere spændende og engagerende bliver det. På CG skaber vi udsyn til den omgivende verden.
Derfor vil vi:
- Deltage i fællesskaber, der rækker ud over skolen: Lokalt i forhold til de mange aktiviteter, der foregår på Christianshavn. Nationalt og regionalt ved at udnytte skolens unikke beliggenhed midt blandt Københavns mange uddannelsesinstitutioner, virksomheder og organisationer. Internationalt og globalt i forhold til at indgå i netværk og samarbejder om FN’s verdensmål med både uddannelsesinstitutioner, institutioner og NGO’er. Vi vil være globale, men også opsøge det globale i det lokale.
- Arbejde på, at eleverne opnår indsigt i den verden, de er en del af, og at de både evner og har lyst til at deltage i løsningen af globale udfordringer. Det kræver stærke sproglige og kommunikative kompetencer.